Berusende skrå brædder

Inge Lise Hornemanns giver et medrivende indblik i skuespillerens liv.

Bogomslag Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Publikum klappede, men skuespillerne ved, at bifaldet »sidder løst til en premiere og ikke tæller«. De ved også, at anmelderne kun kommer denne ene gang. Det kan godt være, alle de næste forestillinger bliver fejlfrie, men premieren kan ikke gøres om, og den gik galt. Den mandlige hovedperson lod sig distrahere, koncentrationen forsvandt, og dialogerne faldt på gulvet. Og Toni, hans erfarne medspiller, kunne intet stille op, kun registrere, at rollen »sivede ud af kroppen« på hende selv. Hun blev Toni Markvard, der spillede skuespil, og det var det værste, der kunne ske.

Inge Lise Hornemann lægger stærkt ud med den forfærdelige premiereaften, og hun fortsætter sin roman med et medrivende indblik i skuespillerens liv. Tonis arbejde er hendes liv, hendes passion, hendes eksistensberettigelse. Den totale beruselse opnår hun, når hun virkelig føler, at en rolle fylder hvert hjørne af hende. Hun kan selv indse, at det er skræmmende, at »altings mening findes i noget så flygtigt«, men sådan er det.

Ulykken rammer bredt

Toni arbejder disciplineret, hun har faste ritualer på teatret, hun lukker sig inde derhjemme, når hun lærer sine roller. Men i hendes liv er der faktisk også en mand og en steddatter, som kræver opmærksomhed, og da ulykken slår ned i familien, rammer den Tonis arbejdsevne. Den rammer også romanen, for fortællingen om Tonis sammenbrud og hjemvenden til den fåmælte familie og det vestjyske landskab, hun kommer fra, bliver så langsom, at den næsten går helt i stå.

Inge Lise Hornemann er kandidat i teatervidenskab og kender teatret indefra, og det mærker man. Hun skriver, så man er med i garderoben og på scenen og ser de påklistrede smil over champagnen på premiereaftenen. Korrekturen skulle have fanget, at der ikke er noget, der hedder »replikkanter« eller »brunsvirere«, men ellers er sproget klart, præcist og smukt.