»Natjager« er en rigtig hærværksroman. En historie af den slags unge mænd skriver med desperate jegpersoner på flugt fra normalitetens svøbe. Der er blevet skrevet mange romaner som »Natjager«. Langt de fleste af dem undslipper aldrig den håbefulde forfatters skuffe. Men Jeppe Krogsgaard Christensen, som til daglig tjener til brødet som rock- og litteraturanmelder i Berlingske, har taget springet og gelejdet sin hærværksprosa ud i dagens lys.
Hvordan måler man sådan en arketypisk debut? På dens energi. På dens glubskhed i forhold til sproget og tilværelsespoesien. På dens umådeholdne optagethed af litteratur, rockmusik og almindeligt hærværk. Målt på disse ting er »Natjager« en ægte og vellykket debut. Et kick og et sus, hvor forfatterens beruselse over at skrive, er nøjagtig så smittende, som den skal være.
»Natjager« balancerer den rå autentiske poesi med det raffineret stilbevidste suppleret med masser af guldøl i en brådsø af referencer til litteratur og musik. At tale om »namedropping« ville være en underdrivelse! Men referencerne er også et redskab til at definere sig selv i modsætning til de andre. Sig mig, hvad du læser, og hvem du lytter til, og jeg skal sige dig to ting: Hvem du er, og hvad du er værd.
Ægte gennemslagskraft
»Natjager«s poetiske fremdrift lever op til forfatterens ambition om at spille op til rockmusikken. Efter en lidt tvivlsom start, hvor fortælleren til overflod sarkastisk border »Nedtur Turistfart A/S«, viser Jeppe Krogsgaard Christensen sig hurtigt at have ægte gennemslagskraft.
Selvdestruktiviteten er regulært rystende og erotikken livagtig. Kærlighedserklæringerne er bevægende, og skammen over de mere eller mindre ufrivillige besøg hjemme hos de bondske forældre på Stevns er med få strøg overbevisende skildret. Til gengæld fuser et sidespor med en farlig musikerven i Berlin noget ud.
Værdien af romanens grafiske kneb er tvivlsomme. En spermklat dækker halvvejs et digt. En rød og grøn sætning har ikke helt den tilsigtede konkrete effekt. Jeg-fortællerens tvivl om sit talent som forfatter sniger sig ind som konkret tøven ved hjælp af cursortastens fede prikker. Til sidst går han i helt i stå og sort. Prikker på stribe opsluger sproget. En slags cirkelslutning. For samtidig realiserer Jeppe Krogsgaard Christensen jo sin ambition om at blive forfatter.
Lidt pudsigt er det at referencerne og den mørke poesi i denne beretning om kronisk rock-uskyld ikke adskiller sig meget fra generationen 1980. Interpol har efterfulgt Joy Division, men ellers ligner nutidens unge vilde i forbløffende grad gårsdagens. »Natjager« er helt ind til benet en debutroman. Uanset om den bliver stående alene eller senere får følgeskab af flere titler, får Jeppe Krogsgaard Christensen trykket den godt og grundigt af. Som det sig hør og bør i en debut tanket op med feber i ord og musik fra Baudelaire til Søren Ulrik Thomsen og fra Morrissey til Interpol.
