Bent Haller har lavet en ukrukket selfie

»Det man husker«, er en finurlig fortælling om Bent Hallers liv, kærester og drømme. Og om hans helt særlige venskab med Uffe fra det bedre borgerskab. For store børn og opvakte voksne.

Bent Haller er aktuel med den selvbiografiske fortælling »Det man husker«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Hverken forlag eller forfatter gør noget særligt ud af at vise, hvem Bent Hallers fine og finurlige selvbiografi, »Det man husker«, er skrevet til, og når alt kommer til alt, er det helt på sin plads, at den ikke sættes i bås som hverken børne- eller voksenbog.

Men som mere eller mindre ubevidst kategoriserende anmelder bliver man nu alligevel slået en anelse ud af kurs, når man ikke har et litterært søkort at navigere efter - og derfor sejler man gennem læsningen med skiftevis stor begejstring og mild overbærenhed.

Når man har læst bogen er man imidlertid blevet klogere. Bent Haller skriver for alle, hans målgruppe er den nysgerrige og i læseøjeblikket aldersløse læser, han ophæver genre- og kassetænkningen, han leger med læseren, litteraturen, livserindringen.

»Det man husker« er et lyst og legende portræt af en dreng ved navn Bent, der kunne være og nok også er forfatteren, den er skrevet med let hånd, klare farver og underfundig fantasi og i et enkelt sprog, og den er krydret med små poetiske guldkorn, skæve betragtninger og diabolske modsætninger. En ukrukket selfie. Haller, når han er bedst.

Lille Bent fødes som et splejset skravl, der ikke spås mange overlevelsesmuligheder, men trods hårde odds, dagdrømmeri og kejthåndethed klarer han sig gennem skolen og livet.

Den anæmiske arbejderklassedreng fra Frederikshavn bliver venner med Uffe, hvis far er kommandørkaptajn og tjener godt, og hvis mor er frigjort og selvforsørgende. Bents far er en tavs maskinmester i snavset kedeldragt, moren en nervøs, nervesvækket og hjemmegående husmor.

Båndene løsnet

Bent har det svært i skolen og trues med at blive sendt i den såkaldte sinkeklasse, hans udseende er ifølge familien heller ikke noget at råbe hurra for. Men han formår alligevel at komme på både universitetet og kunstakademiet og score alle de lækre piger.

Han er nemlig god til at suge til sig og møde verden med et åbent (om end nogle gange lidt for dagdrømmende) sind, han tager ved lære af sine omgivelser, ikke mindst i Uffes hjem, der er meget anderledes end hans eget, bl.a. fordi der er et stort badeværelse med rigtigt toiletpapir og et anderledes udsyn til verden.

Uffe er imidlertid en dreng med et anderledes lavt gå-på-mod og mindre råstyrke, og mens Bent gradvis får mere og mere succes som kunstner – maler, skulptør og ikke mindst forfatter – trækker Uffe sig ind i sig selv, så han til sidst ikke er til at finde. Det påvirker dem begge.

Venskabet mellem de to står centralt i bogens handling, men »Det man husker« er også fortællingen om en tid, hvor fordums konservative bånd blev løsnet og nye bundet.

Og det er historien om en dreng, der voksede op og ud af det miljø, han var født ind i, og som blev forfatter til foreløbig mere end 50 bøger samt film- og teatermanuskripter for især børn og unge, prisbelønnet og hædret men også – engang – udskældt og hadet for at have skrevet en frisindet, folkelig og af nogle opfattet som farlig børnebog (»Katamaranen«). »Det man husker« er en bog for dem, der ikke længere kan huske. Og for dem, der skal lære at gøre det.

Titel: Det man husker. Forfatter: Bent Haller. Sider: 336. Pris: 250 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.