Begavet bog-tv

Det er en svær øvelse at gøre bøger til godt tv. For hvordan undgår man, at dækningen af litteraturen i tv bliver enten indforstået og uvedkommende for alle andre end dem, der har læst de forfattere, der tages under behandling, eller omvendt fladpandet og fordummende af frygt for, at ikke alle ved skærmene kan være med?

Gennem tiden har problemet sjældent været forfatterne, men de værter, der har talt med dem for rullende kameraer. Nogle er så optaget af at vise, hvor belæste og indsigtsfulde de er, at forfatterne næsten ikke kan komme til. Andre synes at gøre en dyd ud af det forudsætningsløse.

I DR2-programmet 2. Sektion styrer Adam Holm uden om begge faldgruber. Strengt taget er programmet, der i efteråret er vendt tilbage efter en længere pause, ikke et litteraturmagasin. Det er samtaler med kulturens toneangivende stemmer om tidens store spørgsmål, som det hedder på programmets facebookside. I praksis er det dog hovedsagligt forfattere, der har været forbi programmet, som bliver sendt mandag aften efter Deadline.

I september lagde Adam Holm ud med den norske forfatter Per Petterson, og siden er fulgt navne som egyptiske Alaa al-Aswany, russiske Mikhail Sjisjkin, danske forfattere som Martin Kongstad og Anne Lise Marstrand-Jørgensen og senest norske Tomas Espedal.

Setuppet i studiet er spartansk og dog med et vist schwung: To Wegner-stole over for hinanden, af samme type som dem, Kennedy og Nixon benyttede i den berømte tv-debat i 1961. Og heri ligger en del af styrken ved programmet. Fokus er på nærværet i samtalen, ikke på en eller anden fortænkt ramme, som det desværre er tilfældet i DRs andet aktuelle litteraturprogram, »Tid til bøger«, der bliver vist på DRK. Her er ideen, at værten Alberte Clement Meldal efter en barselsorlov, hvor hun ikke fik læst en eneste bog, er blevet frikøbt til at kunne fordybe sig i litteraturen og få besøg af aktuelle forfattere i sit bondehus i Præstø. Den ramme og det påstået tilfældige i setuppet (hov, nu banker det på?!) kommer til at virke søgt og forstyrrer de ellers gode, originale møder, for eksempel mellem Josefine Klougart og hendes redaktør Hans Otto Jørgensen og det herligt skæve match mellem Nielsen (tidligere Claus Beck-Nielsen) og Henrik Nordbrandt.

Den helt store styrke ved 2. Sektion er Adam Holm som vært. Han er ph.d. i moderne historie, og man mærker hans viden og engagement samt en forkærlighed for de storpolitiske emner. Men også en litterær indsigt, som mange journalister savner.

Han tager aldrig over og roder sig ud i lange hjemmestrikkede analyser – som hans forgænger på programmet Jes Stein Pedersen af og til kom til. Og selv om han tidligere i år fik en næse i DR, fordi han havde luftet sin holdning til tro i en kronik, og hans udgangspunkt vel nok er borgerligt, lader han sine gæster argumentere ud fra det ståsted, de repræsenterer, uden at gøre det til en heksejagt. Hvad enten det drejer sig om Per Pettersons forhold til kommunismen i ungdommen eller Mikkel Bolts marxistiske kulturkritik.

På den måde bliver gode bøger til godt tv.