Det har regnet ned over forfatteren Ida Jessen med litterære priser de sidste par år. BG Banks store pris på 300.000 kr., Holger Drachmann Legatet, Jytte Borberg Prisen - for bare at nævne tre. Og så har hun fået legater fra Statens Kunstfond og Kunstrådet. Skal det da altid være sådan, at de der får skal have mere? Ja, det kan lyde uretfærdigt, men det er det ikke i tilfældet Ida Jessen. Alt det, hun skriver, er bedre end godt for nu at bruge en formulering fra hendes nye novellesamling »En mand kom til byen«. Og der er heller ikke tale om nogen undtagelse med denne samling, som måske ikke er stor og prangende, men præcis så interessant og velskrevet, at man hænger på med det samme. Eller for at være mere præcis: efter at have læst en lille side. Jeg skal nemlig ikke skjule min første spontane mistro, da jeg læste følgende indledningslinjer fra titelnovellen: »Han var ikke ret høj, hans hår lå tykt og sort ud over panden, hvor en mærkelig forhøjning eller fortykkelse i pandebrasken buede ud. Han var en køn mand med et lidt sårbart ansigt, med en blød mund og brune øjne, der ligesom kunne sitre i en slags ekstraordinært nærvær. Han dukkede op ud af det blå. Ingen så ham komme til byen.«

Hvad rager »han« mig, sådan en fiktiv figur? Hvorfor skal jeg høre om hans udseende, hans fattigdom og eksistentielle elendighed? Det slog mig, lige da jeg begyndte at læse, men jeg glemte spørgsmålet, for jeg blev faktisk hurtigt interesseret i at vide noget om ham og i at se, hvad der sker med den lille jyske by, når der kommer en fremmed ind i et miljø, som ikke i sig selv er uden konflikter, men hvor alle har fundet en måde at holde dem i ave på.

Det er Ida Jessens kunst, at hun kan skabe skikkelser og situationer, som lever for læseren, og formulere problemer tindrende klart. »Kender du ikke det?« spørger en landmandskone, der er kørt sur i sin tilværelse, den fremmede mand: »Følelsen af at ens liv er så lille, at man ikke kan være i det? Den følelse af at man lige så godt kunne være en helt anden og leve på en helt anden måde, et helt andet sted, sammen med nogle helt andre mennesker?« Ja, man kender det godt.

Landmandskonen Ragna, hendes mand Pauli og den fremmede Enis er gennemgående figurer i flere af novellerne, hvis miljø er det samme, som man kender fra Jessens to romaner »Den der lyver« og »Det første jeg tænker på«. Som i romanerne er der masser af liv i det lille Limfjordsmiljø, men det er farligt indebrændt - ligesom det også er det i den bosniske flygtning, hvis fortid aldrig bliver afsløret for læseren. Vi ved ikke, hvem han er - eller var. Hvad er det for et liv, han har lagt bag sig i Bosnien, hvilke traumer bærer han på? Vi får det ikke oplyst, ligesom vi ikke ved, hvorfor liget af en kvinde er havnet på Paulis mark. Man behøver heller ikke få det at vide, for novellerne hviler godt nok i sig selv, men Jessen har alligevel lagt op til en ny roman, der kan give nogle af svarene. Og som kan fortælle, om Ragna virkelig går hjemmefra efter sit store opgør med Pauli, som skildres med sprængfarlig intensitet i novellen »Et lig i marken«.

Ind imellem novellerne om livet på landet finder man den overraskende historie om vindmøllemanden, hans ven, der dør, og hans kæreste, som han lærer at kende ved en... nå, ja, det vil jeg ikke afsløre her. Svagere er en beretning som »Da jeg skulle hjem«, der ikke rigtig bliver til noget, mens novellen »Sig altid farvel i tide« rummer en magisk gådefuldhed, da en kvinde forlader hjemmet og farer vild. Er hun fortabt, vil hun fortabes? Jeg er i hvert fald fortabt i disse novellers klare og inciterende landskaber.