Man kan faktisk gøre det: Skrive om virkeligheden, om det moderne angstprægede menneske, så det bliver en oplevelse, der forplanter sig chokerende uafviseligt i læseren. Man både vil og vil ikke høre mere. Sådan er Naja Marie Aidts nye novellesamling, »Bavian«. Ubærlig, rystende, helt inde ved smertepunkterne, den rører ved alt det, vi ved, og som vi ikke vil vide af. At mennesket kan presses så meget, at det reagerer som et dyr, en bavian, som ikke holder sig tilbage for at æde sine artsfæller.

Femten køligt fortalte, men ikke desto mindre stærkt anfægtende fortællinger om det moderne menneske. De handler om mennesker, som er pressede i deres vaklende, usikre kærlighedsforhold, hvor der ustandseligt åbner sig sprækker, der hvor der burde være tillid. Formidabelt beskrevet i samlingens bedste novelle »Bryllupsrejse«, hvor et pars nydelige ferie pludselig punkteres af den rene og skære galskab i form af en Blake-citerende galning, som bogstavelig talt presser sig ind imellem dem.

De handler om utroskab, om angst for ikke at slå til, om jagt efter egen vinding. Og de handler om, hvor sårbart det hele er. Hvor let der kan gå hul på den sikre overflade, og en slugt af vanvid kan åbne sig. Som det sker i åbningsnovellen »Bulbjerg«, hvor en lille familie, far, mor, dreng og hund, er på sommerferiecykeltur. Undervejs farer de vild, de kan ikke finde ud af skoven igen, ud i det åbne landskab, men cykler mareridtsagtigt rundt og rundt, drengen bliver træt, der går panik i forældrene, drengen styrter på cyklen og slår sig bevidstløs, og i takt med at angsten, irritationen og magtesløsheden vokser hos parret, går der hul på de bylder af hemmeligheder, som har gnavet i det fortiede. Taberen er barnet, som det er i flere af novellerne, barnet som uden skyld er kastet ind i den virkelighed, som det må forsøge at manøvrere i.

Ingen plads til mildhed
Som nu Torben, den stakkels toårige, der dagligt gennembankes af sin mor med det milde navn Maria, men som i sit liv ikke har plads til mildhed. Særligt den novelle, nøgtern og realistisk som den er, er hård kost for den, der bare en gang har set ind i et svigtet barns øjne. Men ordene står der, og man ved, at sådan er det også, sådan er hverdagen for mange børn. »Du skal slå ham i røven, så han ikke får mærker«, siger Marias mor, og i vuggestuen lukker man øjnene for Torben, som i øvrigt heller ikke er et særligt indbydende barn. »Der er forskel på børn, det er der bare.«

Det kafkanske mareridtagtige er gennemgående for flere af fortællingerne, hvor en lille uskyldig episode bliver til en spiralerende vanvittig bevægelse, man ikke kan komme ud af. Som novellen »Slik«, hvor et par køber rigeligt ind i sommerland, men glemmer at lægge noget slik på båndet, hvorefter kvinden anklages for tyveri af en butiksdetektiv, som tager sit arbejde med politistatslig mangel på menneskelighed. Det værste er egentlig ikke hændelsen, men det skred, den sætter i gang mellem manden og kvinden. Den offentlige ydmygelse af kvinden får manden til at føle ubehag ved hende. Som om hun havde en smitsom sygdom. Sygdommen fejl måske. Netop det, manglen på menneskelighed, manglen på overbærenhed, på rummelighed og almen kærlighed, slår nådesløst og genkendeligt i møde. Vi ser det hele tiden omkring os, enhver lille fejl hos et menneske kan med et figurere på mediernes forside, ingen kan vide sig sikker, enhver lille fodfejl kan blive begyndelsen på det store fald.

En køligere skrift
Naja Marie Aidt har altid skrevet godt. Meget indfølt, poetisk og nært ved sine personer, men i »Bavian« har hun anlagt et mere distanceret blik på verden, som afsættes i en køligere skrift. Hun har ramt den meget svære balance hverken at være sentimental eller at udstille sine personer, som man faktisk føler, at hun omfatter med en aldrig omklamrende ømhed. »Bavian« er en hård omgang, en træfsikker reaktion på den tid vi lever i, hvor vi helst lukker øjnene for de samfundsmæssige konsekvenser, som vi er medskyldige i, og i stedet regelmæssigt klynger syndebukke op. Skrevet af en forfatter, som virkelig kan skrive.