Barsk og fremragende Ghita Nørby-biografi

Ny, fremragende biografi om Ghita Nørby kommer så tæt på, som det er muligt. Det er den både opmuntrende og barske fortælling om vejen til at blive sit eget menneske.

Sød, glad og med smilehuller. Ingen troede, den unge Ghita Nørby skulle blive sin generations store skuespillerinde, der lodder dybderne i kvindesindet. Ghita Nørby før og nu. Fold sammen
Læs mere
Foto: Olaf Kleldstrup og Tine Harden
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selv siger Ghita Nørby, at hun »ikke er en, der lukker døren til monstret. Jeg løber utroligt hurtigt, når det viser sig, fordi jeg bliver så bange, men så pludselig vender jeg mig om og kigger på det.«

Biografien »Ghita« er da også først og fremmest historien om en kvinde, der bruger et liv på at hanke op i sig selv for at blive sig selv. Som livet igennem privat har skullet lære at gøre op med rollen som den søde pige, ikke mindst hendes stejle mor ønskede at fastholde hende i, for at få lov til at blive den, hun er. Men som også fremstår som en kvinde, der evner livet. En vilje, hun også nærmest påkalder sig i det ganske usentimentale forord, Ghita Nørby selv har forsynet bogen med - »Videre, Ghita!« - og i det ganske rystende, afsluttende kapitel, hvor vi forlader en 76-årig, sygdomsramt kvinde, der står midt i en skilsmisse, den fjerde af slagsen, og endnu engang »stiller sig til rådighed for livet«.

»Lea Korsgaards store fortjeneste er, at hun nærmest detektivisk søger sandheden, ikke det sensationelle.«


Vi kommer i det hele taget så tæt på Ghita Nørby, vi kan komme i denne fremragende bog. Forfatteren Lea Korsgaards store fortjeneste er, at hun nærmest detektivisk søger sandheden, ikke det sensationelle. De gør hun meget dygtigt ved at lade Ghita Nørbys egne betragtninger blande sig med et uhyre velvalgt kor af kærlige stemmer, der kan bidrage med kloge og kritiske bemærkninger. Læg dertil den dygtige journalists egne, præcise betragtninger fra besøg hos hovedpersonen selv, bag teatrets kulisser eller hos de mennesker, der kender hende, samt en ufejlbarlig research og en usvigelig fortællemæssig tæft.

»Ghita« er naturligvis også fortællingen om skuespillerinden, der skulle lære at blive voksen som kunstner - den har Ghita Nørby selv tidligere fremlagt så indsigtsfuldt, men her lægges der fine betragtninger til. En række erkendelser, som er blevet til med hjælp fra de »krydser«, som fødselshjælpere har sat i panden på hende i afgørende øjeblikke - fra instruktøren Erling Schroeder, der lærte hende, at en skuespiller må opfinde en hemmelighed, hvis hun skal interessere, til Ingmar Bergman, der tæmmede hendes flagrende energi.

Den skuespiller, som på den ene side står med det ene ben plantet i fortiden, men som samtidig befinder sig i nuet og fortsat kræver det ypperste af sig selv og alle andre omkring hende.

Som den yngre kollega og veninde Sonja Richter beskriver det: »Hvis ikke du skal brænde op - hvad skal du så? For hvad skal du så leve?« En lidenskabelighed, der både gør sig gældende professionelt og privat, og hvis pris hverken Ghita Nørby eller andre er blinde for. Det er altså ikke noget leflende eller nødvendigvis særligt smigrende kontrafej, Lea Korsgaard får tegnet. Til gengæld er det en forbilledlig biografi, der drager fuld fordel af at have sit emne som aktiv og risikovillig medspiller. I sit arbejde har Ghita Nørby forpligtet sig. Det gælder også i dette usminkede portræt.