Karen Blixen ønskede at lykkes med det, hun havde sat sig for. Hun satte sig kraftfulde spor med sit forfatterskab. Men der var også andre, menneskelige og familiemæssige, spor, hun drømte om at sætte. Nye veje til forståelsen af sammenhængen mellem hendes liv og værk åbnede sig med udgivelsen af det monumentale værk »Karen Blixen i Afrika – en brevsamling« fra foråret 2013, hvor nyopdukkede breve gav indblik i hendes sind, savn og sårbarhed.
Der er tilsyneladende ingen ende på interessen for hendes forfatterskab, men et værk, som ikke har fået voldsom opmærksomhed i den meget omfattende litteratur om hende, er gyserromanen »Gengældelsens veje« (1944), der blev udgivet under pseudonymet Pierre Andrézel. Karen Blixen opfattede selv romanen som et »uægte barn«, den skulle ikke sammenlignes med hendes øvrige forfatterskab, og den var skrevet som et udtryk for forfatterens ønske om »fun«. For baronessen betød dette intens livsfølelse, humor, eventyrlyst og leg.
Først i 1956 vedkendte Blixen sig forfatterskabet til romanen, og med den nye kommenterede udgave kastes der et undersøgende blik på den. Vi får mulighed for ikke blot at opleve den intense spænding og uhygge i værket– som skiller sig ud ved at være forfatterskabets eneste roman – men også for at se den som et ekko af anden litteratur.
I »Gengældelsens veje« følger vi den smukke, unge, forældreløse kvinde Lucan, der efter sin fars død har været guvernante for en enkemands tre børn, men er flygtet, fordi enkemanden lagde op til, at hun skulle være hans elskerinde. Lucan, hvis navn er en afledning af ordet lys, opsøger sin jævnaldrende veninde Zosine på godset Tortuga i Sydengland og deltager i hendes 18-års fødselsdag, som samtidig er hendes egen, og under festen, der er som en æstetisk sanselig drøm, flygter Zosines far på grund af fejlslagne spekulationer til Cuba. De to veninder kommer, via et bureau, i forbindelse med pastor Pennhallow og hans kone, som tager dem med sig som plejedøtre og elever til deres afsidesliggende hus i Languedoc i Sydfrankrig, hvor der også tidligere har boet unge kvinder. Gradvist indser pigerne, at deres formodninger om præsteparrets langt fra ædle gerninger er sande, og der er kig ud over afgrunden til grusomhed ...
»Gengældelsens veje«, der pointerer kvinders sårbare stilling i samfundet, er præcist bygget op og må opfattes som en pastiche. Der er flere inspirationskilder, blandt andet Charlotte Brontës brevroman »Jane Eyre«(1847) og Daphne du Mauriers »Jamaica Inn«(1936). »Gengældelsens veje« forholder sig desuden til 1840ernes debat om slaveri og seksuelle forbrydelser mod unge piger.
Der er noget dragende ved Lucan og Zosine, den ene klog og med kærlighedslængsel, den anden eventyrlysten. De to kvinder er mulige spejlinger af forskellige sider af forfatteren. Temaet handel med kvinder er ikke ligegyldigt, ligesom det omfattende maskespil har bud også til vor tid. Men hvad angår kunstnerisk originalitet, skal der mere til for at mætte. Der har vi så det øvrige forfatterskab at kaste os over.
Forfatter: Karen Blixen Titel: Gengældelsens veje Efterskrift: Benedikte F. Rostbøll, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Sider: 376 Pris: 400 kr. Forlag: Gyldendal
