Barnebruden der blev til kvinde

Roman: »Bruden fra Gent«Dorrit Willumsen trækker Christian IIs ukendte brud, Elisabeth, ud af glemslen. »Bruden fra Gent« er læseværdig, men mangler lidt lidenskab.

Man kender Christian IIs historie, om ikke andet så fra Johannes V. Jensens »Kongens Fald«. Man kender måske til hans magtfulde rådgiver i politiske sager, mor Sigbrit, og til hendes smukke datter Dyveke, som var kongens elskerinde. Men hvem husker den kvinde, han blev gift med? Hvem var hun, og hvorfor skulle netop de to have hinanden, når han nu så lidenskabeligt elskede Dyveke?

Christian II kunne ikke få Dyveke, fordi hun bare var en datter af folket. Han blev af omstændighederne tvunget til at gifte sig med én af sin egen stand, og det blev med kejser Maximilians barnebarn Elisabeth, med hvem der meget bekvemt fulgte en betydelig medgift. Hun var bare 13 år, da hun blev gift med Christian II og altså ikke meget andet end en lille pige. I sit korte liv nåede hun dog at gøre, hvad der blev forventet af hende, nemlig at føde kongen fem børn, hvoraf de to døde som spæde.

Det er Elisabeths historie, som Dorrit Willumsen har sat sig for at fortælle og bringe frem i lyset med den historiske roman »Bruden fra Gent«. Det er en rå historie om en følsom pige, der må manøvrere i en verden behersket af magtsyge mænd - og et par kvinder. I den verden er kvinderne først og fremmest brikker i et magtspil, hvor de sælges og købes for indflydelse, formuer og slægtens ære. Som hustru føder kvinden børn, som elskerinde stiller hun sin skønhed og kærlighed til rådighed, og som rådgiver får hun heksens dæmoniske karakter.

Ægteskabet er en formalitet, og Christian II er ikke synderligt interesseret i Elisabeth, før hun bliver i stand til at få børn. Men for Elisabeth bliver det anderledes. Hun kommer - stik mod al fornuft - til at elske den uberegnelige og upålidelige konge og vælger at følge ham i medgang og modgang. Det er denne på én gang selvopofrende og stolte hengivenhed, der bliver hendes skæbne og historiens clou.

Romanen vokser i takt med, at Elisabeth træder i karakter og folder sig ud som dronning og hustru. Men jeg må indrømme, at jeg den første tredjedel af bogen havde det som adskillige af mændene i romanen, der hellere vil være på jagt eller sammen med kvinder af Dyvekes kaliber end med småpiger og pligthustruer. Først da dramaet omkring den kongelige familie tager til, og den ender i landflygtighed, bliver historien så interessant og elementært spændende, at jeg blev revet med.

Willumsen skildrer pigesindet med stor indlevelse, ligesom hun beskriver tiden - 1500-tallet - med en kolorit, der gør den levende. Hun har læst flittigt i historiebøgerne om dagligt liv i Norden, om lægekunst og overtro og skriver om det hele med sin vanlige suveræne sprogføring. Her er der selvfølgelig ikke en finger at sætte på hendes nyeste roman. Willumsen kan skrive historiske romaner, som hun har vist det før med bøgerne om Marie Tussaud, den byzantinske kejserinde Theodora og Herman Bang.

I »Bruden fra Gent« gør hun det igen med en hustrus kærlige hengivenhed, en mors medfølelse, men også uden elskerindens rasende lidenskabelighed. Sådan kan man godt skrive gode og læseværdige romaner, mesterværker bliver der imidlertid ikke tale om.