»Jeg er blevet en af disse kvinder, som ser verden fra bussæder, ud gennem vinduer. Fra parkbænke og venteværelser. Jeg forstyrrer ingen og bliver ikke forstyrret.«
Eva, fortælleren i Merethe Lindstrøms »Dage i stilhedens historie«, er en af de pensionister, som ses i bybilledet. En af dem, som enhver kan se, men de færreste rigtig ser.
Evas hverdag består således ikke af stort andet end stilfærdige indkøbsture og trissen rundt i det store, tyste hus, hvor hendes mand, Simon, sidder i stolen i stuen og er »rejst ind i sig selv«. En eufemisme for den demens, der har gjort ham tavs. Og hende ensom.
Parrets tre døtre er også fjerne for Eva. De lever deres egne liv, og hun lukker dem aldrig ind i sine tanker. Og netop fortielse og fortrængning er centrale temaer i fortællingen om Eva, der som ung gav en baby fra sig, fordi hun ikke magtede den, og om Simon som siden fortalte hende, at han er jøde og under krigen måtte leve i skjul i Tyskland.
Traumatiske oplevelser som parret gennem livet har gjort til deres hemmeligheder. Og hvor Simons historie gør, at menneskene omkring ham ikke ved, hvor meget en kritisk bemærkning om jøder sårer, vender Evas tab tilbage, når hun - uden selv at vide hvorfor - begynder at passe en ukendt drengs grav på kirkegården.
Skrift på stedet
I hænderne på en mindre god forfatter ville »Dage i stilhedens historie« være faldet til jorden med et suk. Men Merethe Lindstrøm formidler sit svære stof sikkert og distribuerer informationerne om Eva og Simon sådan, at det står mere og mere klart for læseren, hvordan parret har holdt smertepunkterne i deres liv for sig selv, samtidig med at Evas fiksering af fortiden viser, hvordan fortielser og fortrængninger har det med at vende tilbage fra psykens fjerneste kroge - og trække alle tanker og al energi til sig.
Eva synes dog ikke at nå til samme erkendelse som læseren. Hun tænker i stedet:
»Mellem alt og alt det, som vil ske, går et skel, klart og tydeligt, som en mur, og på bagsiden holder fortiden til, lukket af, gemt.«
Men når »Dage i stilhedens historie« trods sin dybde og sine styrker ikke er en mesterlig roman, er det fordi Evas tilstand sine steder bliver til litterær stilstand: Til sproglige cirklerier, til skrift på stedet og i sidste ende til kedsomhed på højt niveau.
Simons svære barndom i nazityskland bliver indimellem også for tydelig og banal i forhold til resten af romanen, som dyrker antydning og nuance, og gør det i et svalt, knapt og musikalsk sprog. Og det er langt hen ad vejen netop sproget og dets måde at belyse det underbelyste på, som gør »Dage i stilhedens historie« til en oplevelse.
Fornem litteraturpris eller ej.
