Det er en historie man har hørt før, Stine Pilgaard, født 1984, fortæller i sin debutroman »Min mor siger«.
Stor voldsom kærestesorg af slagsen, hvor man flytter ud fra det fælles hjem, hjem til sine forældre og ind på det gamle værelse og på lidt uklædelig måde går i lige dele sorg og barndom, spiller »500« med sin far og ringer lidt for sent om aftenen og skælder ud på den anden. Af og til drikker man sig fuld, lægger store planer og tuder og tænker tilbage på alt det gode, man har oplevet sammen.
Vor navnløse hovedperson er den, der er blevet forladt og som i sin fars præstegård trasker gennem kærestesorgen, mens hun opsøger sin læge, evaluerer forholdet med sin veninde, forsøger at undgå sin mor og hendes sommerhus ved Limfjorden - farvandet med de aggressive krabber, der egentligt bare synes, at hun skal giftes med Prins William, hende Kate er en døgnflue. I korte afsnit i bogens tre dele er der også korte erindringsglimt fra forholdet, fortalt som monologer fra en søhest, det latinske navn for hippocampus, hukommelsescenteret i hjernen. Fra brud til heling til nye begyndelser. Måske.
Bogen beskriver ganske fint, hvordan et brud kan opleves. Og hvor tåbeligt man kan opføre sig. Den er sjov på den lidt tåkrummende måde, hvor nogle nok kan genkende sig selv, når vor hovedperson drikker sig fuld og synger Anne Linnet sange til sin far og hans kone gennem deres nøglehul, fordi hun fuld har opdaget, hvor »søøøøøøde!« de er.
Men man kan ikke mærke, hvor det gør ondt. Det er som om bogen ikke tager sorgen sådan helt alvorligt, men holder en let ironisk afstand. Sprogets glatte overflade bliver et lag mellem læser og historie, ikke en forbindelse, og dermed bliver man underligt ligeglad med hovedpersonen, hvis liv virker uendelig banalt. Hun skøjter gennem verden. Vi skøjter gennem bogens elegante sprogblomster. Parallelt, men ikke sammen, og det er ærgerligt, fordi frygten for tabet er så nemt at genkende. Det kan man ikke her. Man ser bare på.
