»Klokken 07.54.27: Nu er det en time siden, de kørte, og der er ni timer, fem minutter og fireogtredive sekunder til, at han for første gang begynder at skrige.«
Sådan indleder Christel Wiinblad »Min lillebror«, der ikke ligner noget andet i tidens lyriske landskab. Her skriver hun nemlig om sin bror, hans skizofreni og det selvmordsforsøg, han udsatte dem begge for.
Alt sammen taget lige ud af Christel og Jannick Wiinblads virkelighed og derfor svært håndterbart stof. For hvordan omsætter man så private sager til et værk, der fungerer som andet og mere end selvhjælpslitteratur for andre i samme smertelige situation?
Christel Wiinblad leverer blandt andet svaret ved, som i det indledningsvise citat, at skrive om situationer, der endnu ikke er indtruffet. Et greb, der ikke mindst fungerer i forhold til selvmordsforsøget, hvor fremtidsglimtene skaber en på én gang fascinerende og foruroligende fornemmelse af uafvendelighed.
Og når brorens låste vej mod barberbladene blandes med Christel Wiinblads ømme, sødmefulde ord om hans barndom, ja, så er det næsten ikke til at bære. Som når hun skriver, at: »Han er helt lys og ligner en lille lun flamme eller en papirengel, der dufter af barn og kun en anelse af pis.«
Det var dengang. Inden sindet gik i stykker, og han blev »urolig over noget, der aldrig bliver sagt, fordi han er alene om noget, der ikke kan siges«.
Suk. Men under det mørke, Christel Wiinblad fremskriver så smerteligt smukt, er der alligevel lys. »Min lillebror« fortæller jo i sidste ende om den såvel grænseløse som grænseoverskridende kærlighed, der binder søskende sammen. For altid. Såvel de selvmordstruede som de spillevende.
Og skulle man gå rundt og have lidt kvalme over de digtsamlinger i tiden, der mest handler om dét at skrive digte, så er disse 48 sider en svimlende stærk modgift. Svimlende stærk, faktisk.
