Teatret skal ses i teatret. Men også i en ny bog. Alette Scavenius, forskningsbibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek, var den ihærdige og utrættelige redaktør bag det omfattende kæmpeværk Gyldendals Teaterleksikon, der blev udgivet i 2007, og som med sine 3.500 opslag om scenekunst nu er et særappendix til Den Store Danske Encyklopædi på nettet. Nu har hun suppleret dette grundarbejde på dansk med endnu en kraftanstrengelse, 480 sider om »Magiens huse« – de danske teaterbygninger set indefra og udefra og i tidens spejl.
Selv betegner hun bogen som en hyldest til de mange ildsjæle, som over hele landet har kæmpet for at få rejst deres lokale teaterhus og – ikke mindst – for at bevare det, på trods af den permanente krisetilstand, som dansk teater af en eller anden grund altid synes at befinde sig i. Selv offentlig støtte har i de senere år vist sig ikke at være nok til nødvendigvis at redde et teater. Men de fleste danske teaterbygninger er jo rejst i en tid, da skattemidler var noget, man godt kunne skyde en sminkestang efter. Glimrende analyserer Scavenius i sin indledning det klassiske teaterbyggeris funktion som en finere form for forsamlingshus. Danske teaterhuse er stort set bygget ens og med samme idé om en hesteskoformet sal og en scene indrammet af et proscenium. Men så er der alt det andet. Scavenius kalder passende teaterbyggeriet for architecture parlante, »talende arkitektur«, der afspejler bygherrens – hvad enten det nu er kongens, borgmesterens eller den private pengemands – ønsker om at stemme sindet til andægtighed over for deres egen rolle såvel som for kunsten: Tænk bare på teatrets centrale placering i byen og på torvet, på indretningen og den symbolladede udsmykning.
Elitens formål
Det første danske teater, som ikke var indrettet i et rum, der eksisterede i forvejen, var en mindre bræddekonstruktion på Slotsholmen, hvor alle byens borgere kunne se teater fra 1663 til 1666. Fulgt op af et lignende ved Sophie Amalienborg, som brændte i 1689 og tog slottet samt 180 menneskeliv med sig i faldet. Teatret, der var gået fra at være en udendørs foreteelse, var allerede rykket inden døre som hofkultur for et udvalgt publikum, der nød godt af udenlandske, omrejsende kompagnier.
I 1722 kom så det første danske komediehus for alle, hvor Holbergs komedier fik deres førsteopførelse, men teatret gik konkurs efter bare fem år – og blev først 1748 erstattet af Komediehuset på Kongens Nytorv, kongens teater med reguleret adgang for byens borgere. Barokkens teater var mere indrettet til at tilgodese elitens sociale formål end tilpasset det kunstnerisk optimale: Scenen skulle man vende og dreje sig for at se. Til gengæld kunne alle se fyrsten og holde øje med hinanden samt gå på visit i de ruminddelte loger. Kongens teater havde monopol på at spille teater i hovedstaden, så havde man styr på det. Alle andre måtte spille teater i såkaldte dramatiske selskaber, dvs. i private klubber for et afgrænset publikum. Men da enevælden stod for fald – og Københavns volde ligeså – blev Casino i 1848 det første privatteater – vel at mærke kun med ret til at spille folkekomedier og farcer, som det fine, Kongelige Teater ikke ville røre ved. I 1857 kom så Folketeatret, som stadig ligger i Nørregade, til.
Borgmesterdrømme
I provinsen måtte alle byer også have deres eget teater, og et nyt, velstående borgerskab muliggjorde det. Primært langs Limfjorden og i de rige, østjyske købstæder. Her spillede kulturen en væsentlig rolle i det sociale liv, mens man i det mere religiøst tyngede Vestjylland med den sandede jord ikke fik teatre. Og øst for Storebælt var det kun Odense, der byggede sig et teaterhus, for her var man tilfreds med hotelsale og borgerforeninger.
Det, som Scavenius kalder »byggeboomet« i dansk teater, sker i sidste halvdel af 1800-tallet og frem til Første Verdenskrig: Landsdelsscenerne kommer til og i hovedstaden teatre som Dagmarteatret, Nørrebros Teater, Scala og Det Ny Teater. Private mæcener og folkeaktier finansierede byggerierne. Med en ny tids kulturpolitik gik teateranliggendet over til at blive en kommunal opgave i sidste halvdel af 1900-tallet. Typisk etablerede man kulturhuse, der både rummede biblioteker, uddannelsesinstitutioner for børn og unge, sportsaktiviteter etc. Og fra 1980erne snævrede man det ind til musik – og teater i en lang række musikhuse, især op og ned langs den jyske højderyg med Musikhuset Aarhus som forbilledet: »De har indtaget pladsen på torvet som en stele over borgmestrenes drømme om kulturen som borgernes sociale kit. Ikke sjældent er behovet for musikhusscener dog mere en drøm end virkelighed, og mange af dem har svært ved at fylde de imponerende rammer ud,« som forfatteren præcist får hvæst. Ejendommeligt nok forbigår hun undervejs den trend, der for alvor dukkede frem fra slutningen af 1960erne med teater på alternative steder, og som er resulteret i flere permanente teaterrum i gasværker, sukkerkogerier og elværker.
Provinsens skatte
46 teaterbygninger har Alette Scavenius udvalgt, vel at mærke ud fra at husene er bygget til teater – man finder derfor Nørrebro Teater, men ikke aneksscenen Frederiksbergscenen, som oprindelig var en biograf. Man finder derfor Betty Nansen Teatret, men ikke Gladsaxe Teater, som oprindelig var en skoleaula – til trods for den betydning netop teaterrummet fik for totalteatret derude. 16 teatre, som for længst er brændt, jævnet med jorden eller ligefrem schalburgteret er også taget med – ud over 30, som stadig er i funktion, og således har Alette Scavenius ambitionen om at skrive en slags definitivt, altfavnende kulturhistorisk opslagsværk om dem alle sammen – fra Vendelbohus i nord til Nykøbing Falster Teater i syd.
Men selv om fotografen Kurt Rodahl Hoppe har taget meget smukke billeder – ikke mindst af de tomme teatersale – suppleret med historisk materiale, er bogen heldigvis ikke udelukkende en arkitektonisk dokumentation af de eksisterende danske teaterhuse, for Scavenius er i lige så høj grad optaget af at beskrive forholdet mellem bygning og funktion. Mellem sociale relationer og teatret. Hvad var det i det hele taget for en slags teater, der blev spillet i lige netop disse rammer – og for hvem? Ikke nogen let opgave, for danske teatres mange skiftende direktioner og skizofrene repertoirepolitik kan være svær at presse ind på den plads, der nu er til rådighed i et opslagsværk.
Udtømmende kan man således ikke sige, at hvert kapitel når at blive, her må henvises til særlitteratur, men mindre kan også gøre det. Og billedmaterialet er som sagt udsøgt: Hvor gemmer provinsen en skat af smukke teaterhuse. Hvor har man gennem tiden revet mange pragtfulde teaterbygninger ned, som det ville være en fest at have. Og hvor er det åndssvagt, at Det Kongelige Teaters nye Skuespilhus’ Store Scene er endt med at blive så ufleksibel en størrelse.
Fremtidens teaterrum? Det får vi ikke noget at vide om. Her handler det om fortiden, som smelter smukt sammen med nutiden i de teaterhuse, som her fremstår uden publikum, men som til daglig er fyldt med menneskeliv. I hvert fald på de gode aftener.
Forfatter: Alette Scavenius.
Titel: »Magiens huse – danske teatre gennem 300 år«. Sider: 480. 3 Pris: 500 kr.
Forlag: Strandberg Publishing.
