Agnete Braad debuterede i 2012 med en autofiktiv roman - »Som om hun bare lagde røret på og forsvandt« - om moderen, der døde, mens hun selv barslede. En eksistentiel rutsjetur, der pludselig bragte hende forrest i generationskøen.
Temaet i hendes nye roman, »En anden kvinde end mig«, er knap så livsomstyrtende. Til gengæld er det letgenkendeligt for alle knap 40-årige kvinder, der efter endnu et forlist og barnløst forhold skal finde en plads i en verden fuld af forventninger om fremdrift i både karriere- og familieplanlægningen.
Kunsthistorikeren Julie har forladt evighedsstudenten Rune og etablerer sig i romanens minimalistisk skarpe prolog i egen lejlighed, hvor hun forsøger at kontrollere opbruddets kaos gennem ydre ro og ved at sætte sine møbler, som de altid har stået.
Julie arbejder deltids i et galleri og skriver samtidig halvhjertet på en ph.d.-ansøgning, hvor hun vil undersøge beskueren som medskaber af kunstværket. Da hun midtvejs i romanen endelig får greb om ansøgningen ved at basere den på sin undren over, hvorfor kunsten kun er kunst, hvis andre ser os opleve den, får hun samtidig nøglen til sit eget liv: det kan godt leves uden at måles gennem andres blik.
Men før dén erkendelse sætter sig, tager hun den slagne vej for en hovedperson i chick lit-genren, som romanen tematisk er tæt på. Først sex med en gift drengerøv, så et forsøg på forelskelse i den perfekte, men yderst kontrollerede Mark og endelig et tilbagefald til Rune, da hun chokeret opdager, at han har fundet en anden kvinde og skal være far.
Julies rejse gennem de mulige partnere accentueres af vennerne, særligt det evige par Adam og Eva og den evige single Pernille, og af hendes forældre, der for hende er blevet én person uden køn. »Som to gensidige transvestitter kommer de trimlende mod mig. Barbapapa og Barbamama«, som Julie med karakteristisk undrende distance tænker.
Moden genreopdatering
Fortællingen om en kvinde, der finder sit eget ståsted, er således lige efter opskriften, men Braad løfter den banale erkendelseshistorie med sit præcise, cool og underspillede sprog, der registrerer uden at forklare. Dermed får hun en friskhed ind i beskrivelsen af samtidens kønsroller og præstationspres, ligesom romanens ganske nøgterne sexscener damper brændende sensuelt.
Mens den nonchalante udstilling af kunstverdenens snobberi er lidt letkøbt, rammer Braad plet, når hun spidder tidsåndens kontrolbehov og glansbilleder. »Der er ikke en eneste dag, hvor man bare må gå hjem og spise havregryn«, bliver udgangsreplikken i forholdet til Mark, der som så mange andre ønsker »en anden kvinde end mig«. Julie kan ikke genkende sig i hans blik og må gå videre for at finde den kvinde, hun er.
»En anden kvinde end mig« har genrens selvironi, som vi kender den fra for eksempel »Bridget Jones’ Dagbog«, men Braad byder på mere end selvironi og formår med sin stramme struktur og dynamikken mellem Julies privatliv og hendes forskningsprojekt at lave en mere moden genreopdatering. En opdatering, hvor det er kvinden selv og ikke drømmen om manden, der er central i fortællingen.
Titel: En anden kvinde end mig. Forfatter: Agnete Braad. Sider: 256. Pris: 249,95. Forlag: Lindhardt og Ringhof.
