At bære det ubærlige

Tom Malmquists hustru døde kort efter deres datter blev født. Så døde hans far. Ud af sorgen er vokset en roman, der truer med at ødelægge sin læser.

Tom Malmquist skriver næsten med en voldelig kompromisløshed i sin roman »I hvert øjeblik er vi stadig i live«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Viktor Gårdsäter

Der står »Roman« på titelbladet. Men historien er sand. Den kan næsten heller ikke være andet. Det er alt for frygtelige begivenheder, der ligger bag, til, at det kunne være del af en eller anden litterær gimmick.

»I hvert øjeblik er vi stadig i live«. Alvoren lyser allerede ud af titlen. Livet er her, men døden venter utålmodigt. Det er en pessimis­tisk udlægning, men det er helt sikkert i den ånd, Tom Malmquist har valgt den. Og bogen, der er den hårdt prøvede svenske digters prosadebut og fuldt fortjent er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2016, er ribbet for lyriske ciseleringer og omskrivninger.

I stedet er den ubærligt nøgtern i sin beskrivelse af en tid, der først tegner lys, og hvor Tom og Karin venter et barn. Men Karin bliver gradvis mere utilpas og må til sidst indlægges. Symptomerne tyder på influenza. Det er det ikke. Det er akut leukæmi, og mens livet vokser i Karin, er døden ved at opløse hende.

Lægerne må tage barnet ved kejsersnit, og Tom løber i en vekslen mellem drøm og mareridt i de ufatteligt lange gange under Karolinska-hospitalet i Stockholm; mellem intensivafdelingen og neonatal, hvor lille Livia er kommet alt for tidligt til verden.

Inden kejsersnittet har Tom været hos Karin, og beskrivelsen er sigende for romanen, konkret som den er: »Først ser jeg iltslangen, lyseblå, den ligner noget legetøj og hænger mellem Karins iltmaske og respiratoren, som med en regelmæssig lyd synkroniserer Karins stigende og faldende brystkasse, derefter ser jeg at Karin er nøgen, kun et lille tæppe ligger over brystet og underlivet, jeg ser ind mellem benene, de har barberet hendes køn, der hænger et kateder ud af urinrøret, øjenlågene ser glasagtige ud.«

Tom tager det hele ind. Han kan ikke sove, hans sko lugter surt, han ser hele tiden efter tegn i lægernes kropsholdning eller ansigtsudtryk. Bare noget, der kan fortælle ham noget i den kliniske og kafkaske virkelighed, hvor behandlingerne og medicinen har uforståelige navne.

Han forsøger at skrive det hele ned på sin kollegieblok, men de menneskelige tegn er længe hans eneste reelle svar: »Lægen er i hvid kittel, han er høj og har mørkt tilbagestrøget hår. Han præsenterer sig, men jeg bemærker mest hans blik, der ikke rigtig vil møde mit.«

Kompromisløshed

Det er liv og død, men for sygeplejerskerne og lægerne er det hverdag. De taler om vejret, der indbyder til at spise frokost udenfor, de tygger lige af munden inden de træder ind på stuen, han ser dem lægge mobilen fra sig, inden de skal tale med ham. Deres følelsesliv er et andet sted end her, hvor de er i gang med endnu en arbejdsdag, endnu en uge, og på en af disse helt almindelige vagter dør Karin.

Tom står nu alene med et barn og ved ikke engang, hvordan han skal skifte ble, og i hovedet buldrer chokket og senere også sorgen. Samtidig søger han klare svar og insisterer på at komme til at kysse sin Karin en sidste gang, også selv om obduk­tionsteknikeren fraråder det. Men Tom bliver ved, vil trænge ind til klarsproget, og teknikeren må til sidst forklare, hvorfor han fraråder at gøre det. »Store hudstykker er faldet af kroppen« siger han, og »hun har ingen læber tilbage«.

I Toms anden verden ligger Livia i vuggen. Ny, så fin, ubrugt. Toms og Karins familie hjælper til, men der er mislyde mellem ham og dem. Så dør hans far. Man kan kun føle så og så meget sorg, tænker Tom, i en form for lammelse, og »I hvert øjeblik er vi stadig i live« er i det hele taget en roman, der er meget hård at læse, men som alligevel driver læseren - eller i hvert fald mig - videre gennem smerten og videre til at se alt gennem Toms opmærksomme, ufravendte blik.

Se biologiens sammenbrud, dens mirakel og se ind i et parforhold, der efter den enes død let kunne ende i rosenrøde beskrivelser. Af hvor godt Tom og Karin passede sammen, om hvordan hun, der nu er død, var den eneste ene.

Men Malmquist skriver om det hele med en kompromisløshed, der sine steder virker voldsom, næsten voldelig. Om hvordan han egentlig var mere tiltrukket af Karins veninde, om at han syntes, at Karin virkede lidt plump og almindelig ved siden af veninden, som har haft digte i en fint tidsskrift. Om hvordan han læser i Karins dagbog efter hendes død, selvom det er et ukrænkeligt rum, og hun ikke længere kan forhindre det.

Udleveringen og selvudleveringen kan minde om Karl Ove Knausgård i »Min kamp« og »Om sommeren«, men hos Malmquist er der ingen svævende essay­istiske passager, hvor det hele ses ovenfra, ingen tanker om kunst, kun den virkelighed, der tynger ham ned og tværer ham ud.

Er der et problem med »I hvert øjeblik er vi stadig i live«, er det ikke Malmquists, men derimod den sine steder meningsforstyrrende oversættelse. Som når »hundkäx«, der er en plante, oversættes til »hundekiks«. Eller som når der i min svenske udgave står »Varför tog det slut«, og det oversættes til det nonsensagtige »Hvorfor gik det forbi«, selvom det såmænd bare betyder »Hvorfor stoppede det« eller »Hvorfor slog I op«.

Men, men, men. Læs alligevel Tom Malmquists »I hvert øjeblik er vi stadig i live«. Litteratur bliver ikke værre. Og bedre.

Titel: I hvert øjeblik er vi stadig i live. Forfatter: Tom Malmquist. Oversætter: Pia Juul. Sider: 360. Pris: 300 kr. Forlag: C&K Forlag