Astrid Lindgrens sorg- og sødmefulde mesterværk

Mørket er tæt og dybt i Astrid Lindgrens »Mio, min Mio«, hvor de nytegnede illustrationer er velgørende unuttede.

»Mio, min Mio« af Astrid Lindgren. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De bedste børnebøger er lagret i baghovedet. Dér, hvor de gode barndomsminder også holder til. Hvad der er det ene og det andet, er ikke altid så let at sige, for det hele står i samme idylliserende lys.

Derfor er et gensyn med børnebøgerne heller ikke altid lige glædeligt: Hvad der tog sig fabelagtigt ud, er måske bare, når det trækkes ud i voksenvirkelighedens kolde lys, en banal pamflet.

Af den grund skal man også vare sig for at vende tilbage til de børnebøger, der betyder mest. Men det kan man jo blive nødt til. Ikke mindst når man får børn og begynder at læse højt for dem. Eller når man er anmelder, og en af de elskede bøger udkommer i en nyillustreret udgave, sådan som det er tilfældet med »Mio, min Mio«.

Jeg er mildest talt ikke alene om at have et særligt forhold til Astrid Lindgrens klassiker, der udkom første gang i 1954. Siden da er den oversat til snart sagt alle sprog. På arabisk hedder den »Miyu yã waladi«, på esperanto »Mio, mia filo«, på kinesisk »Mi’ou, wode Mi’ou«.

Den gode nyhed er, at bogen – bakket op af Mikkel Sommers skitselignende, men suggestive tegninger – stadig er suveræn. Og når den genudgives netop nu, er det angiveligt på grund af Jens Andersens succesfulde Lindgren-biografi, »Denne dag, et liv«, der udkom sidste år.

Den har pustet til gløderne under en i forvejen brændende kærlighed til et forfatterskab, hvor nogle af højdepunkterne må være »Emil fra Lønneberg«-bøgerne«, »Brødrene Løvehjerte« og altså også den åndsbeslægtede »Mio, min Mio«.

I Andersens biografi refereres en situation, hvor Astrid Lindgren blev spurgt om, hvordan hun, som var så rap og slagfærdig, i bogen kunne skrive så indlevet om et ensomt barn. Hun svarede pligtskyldigt, at det måske kom fra et sted i hendes eget liv, men sluttede – og det er det for mig at se det vigtigste– med at sige: »Men hvad vet jag.«

»Børn skal også rystes«

Hvorfor Lindgren skrev »Min, min Mio« er ikke så vigtigt. Det er det derimod, at den fungerer som fiktion.

Og det gør den lige fra første side, hvor drengen Bo forsvinder fra et socialrealistisk Stockholm og dukker op i Landet i det Fjerne. I dette eventyrlige, bieder­meierske land er han kongesøn, og alt er en forskønnet spejling af hans tidligere liv: Kammeraten fra Stockholm er blevet til den trofaste, varme Jum-Jum, den udtjente bryggerhest er blevet til den lysende hvide Miramis og så videre.

Men på den anden side af Morgenlysets bro og Den mørke skov ligger Landet Udenfor, hvor ridder Kato sidder som et ondskabens epicentrum. Og Mio forstår snart, at han er kommet for at bekæmpe ham. Den lille dreng mod den store hersker, der gør menneskers hjerter til sten, forvandler børn til fugle og får heste til at græde blod over tabet af deres føl.

Der er så meget gru på Mios og Jum-Jums rejse mod Kato, hvor de føler sig »så små og alene«. Ordene er som et omkvæd gennem den kimende klare tekst, der også har sine diskrete, men alligevel provokerende greb. I hvert fald i 1954.

Dengang var det bestemt ikke godt sprog at begynde sætninger med »Og«. Det hørte talesproget til, men netop talesproget, det mundtligt overleverede, er eventyrenes udspring. Sådan synes Lindgren at pege på sin inspiration, og gør det desuden med lysende sværd og usynlighedskapper i en verden, hvor ondskaben oser som i det dystreste Grimm-eventyr.

Det ender naturligvis godt, men forløsningen bliver trukket langt. Om doceringen af uhyggelighed sagde Lindgren i et interview i Dagens Nyheter i 1959: »Man skal ikke skræmme børn, så de bliver bange, men ligesom voksne har børn også brug for at blive rystet af kunst«.

Det sidste ord er interessant: At Lindgren så sig selv som kunstner og på den måde også tog børnene alvorligt. »Mio, min Mio« er i hvert fald en udfordring for ethvert barn.

Men Lindgren taler også til den voksne læser (og oplæser) og synes at sige, at fantasien og kunsten kan hjælpe i de mørkeste stunder. Mio digter sig jo væk fra sin tristhed og ensomhed i Stockholm, og Jum-Jum sidder et sted med sin lille fløjte og siger: »Jeg var nødt til at spille hele tiden. For jeg var så bange.«

Men fantasien og kunsten kan kun lindre en tid. Det er man aldrig i tvivl om i Lindgrens på en gang sorg- og sødmefulde mesterværk.

Titel: Mio, min Mio. Forfatter: Astrid Lindgren. Oversætter: Kina Bodenhoff. Illustrationer: Mikkel Sommer. Sider: 152. Pris: 200 kr. Forlag: Gyldendal.