Arven efter Opa

Man forstår godt, at det har taget Julia Butschkow fem år at nå frem til »Apropos Opa«.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Apropos Opa – ja, hvad var det nu med ham Opa? spørger jeg-fortælleren i Julia Butschkows nye roman sin far. Det har far ikke lyst til at svare på. Men historien åbner sig, for nu ligger Opa for døden i Berlin, og jeg-fortælleren, en ung angstramt kvinde, opsøges af en fætter, som lukker op for det ubærlige rum, som er Opas fortid.

Sandheden om farfar, den tyske Opa, er, at han var Obersturmbannführer, medansvarlig for rekrutteringen af jøder til udryddelseslejren Chelmno. Far, som blev født i et beskyttelsesrum i 1945, har haft en traumatisk barndom, præget af Opas skadede sind og uberegnelige vrede. Som ung flyttede han til Danmark, afsvor den tyske fortid og kastede sig ud i et omskifteligt liv, hvor ingen dybest set kom tæt på ham. Undtagen datteren; fortælleren i romanen, som altid har set det som sin opgave at passe på far. Som fortælleren lakonisk formulerer det: Som barn var far bange for, at Opa ville slå ham ihjel, da hun var barn, var hun bange for, at far ville tage livet af sig selv.

Romanen glider i tid og sted, mellem nutiden i København, hvor jeg-fortælleren på skift mødes med sin far og sin fætter, sultekunstneren (som på sin egen uhyggelige, men genkendelige vis har inkarneret familiens traume) og til årene i Berlin anno 1945 og fremefter.

At få den historie frem i lyset: At ens farfar var medskyldig i 4.300 jøders død, og at ens farmor blev voldtaget af russiske soldater, mens lille far så på i klapvognen, er voldsomt. Men måske var tavsheden værre! Romanen skildrer ømt og præcist, hvordan skyld forplanter sig i familier. Romanen handler nemlig ikke mindst om jeg-fortællerens forpuppede identitet, og det ansvar hendes forældre på hver deres måde er flygtet fra. Om forældregenerationens angst for grænser og magt, fordi den magt, de har oplevet, har været magtmisbrug. Det er en traumatisk historie Julia Butsch­kow, født 1978, tager op. Men hun gør det suverænt, stilsikkert behersket, med fornemmelse for, hvornår der bare skal stå to linjer på en side, for at det er nok: »Mine forældre blev skilt, da jeg var fem, selv om de havde blandet blod på, at de ville elske hinanden til evig tid.«