Argentinsk mester forfører og fascinerer

Argentinske Julio Cortázars sære og skønne univers har været skammeligt overset på dansk, men en smukt oversat nyudgivelse med 14 fantastiske fortællinger indhenter noget af det forsømte. Lad der komme meget mere.

Det er ikke en udgivelse, der gør meget væsen af sig. Et enkelt, grønligt omslag. Et citat. Et billede på flappen af forfatteren, Julio Cortázar, med angivelse af fødselsåret, 1914, og dødsåret, 1984. Intet forord, ingen efterskrift. Ingen angivelse af, hvilke af de 14 noveller der stammer fra hvilke novellesamlinger.

Man er kort sagt, som potentiel bogkøber, overladt til egen research, hvis man vil vide mere om, hvem denne Julio Cortázar er. Hvis man da ikke hører til de lykkelige, der allerede har opdaget ham, har læst nogle af de få noveller, der hidtil er blevet oversat til dansk, eller – endnu bedre – har læst dem på spansk.


 

Læses skal han, uanset hvad, argentineren, for han hører til de fineste og stærkeste fortællere i det 20. århundredes litteratur, og novellerne i nærværende udgivelse – »Parkernes kontinuitet« – er lykkeligvis oversat såre smukt af Peer Bund- gaard. Duften af Cortázar findes nu på dansk. Dansk litteratur er blevet temmelig meget rigere.

»En tid var jeg meget optaget af axolotler. Jeg besøgte akvariet i Jardin des Plantes for at se dem, og jeg stod og betragtede dem i timevis, iagttog deres ubevægelighed, deres mørke bevægelser. Nu er jeg en axolotl,« lyder indledningen til en af novellerne, og det er så typisk Cortázar, som det kan være, på én gang krystalklart og mystisk, suggestivt og skræmmende.

I »Manuskript fundet i en lomme« leger den skrivende en sælsom leg, der bringer ham rundt i Paris’ metro, styret af spilleregler, han selv har skabt, skæbnesvangert, syret. Her er en smagsprøve:


 

»Jeg tror, alting er klart, Ana (Margrit) ville tage den sædvanlige eller en vilkårlig anden vej, mens jeg, inden jeg var stået på toget, havde besluttet, at hvis nogen indgik i spillet og stod af på Denfert-Rochereau, skulle jeg skifte til linjen Nation-Etoile, ligesom jeg, hvis Ana (hvis Margrit) var stået af på Châtelet, udelukkende ville have kunnet følge efter hende, hvis hun derefter valgte Vincennes-Neuilly«.

I »Brev til en frøken i Paris« sker der også mærkelige ting, se her:

»Når jeg mærker, at jeg skal kaste en lille kanin op, stikker jeg to fingre ind i munden som en åben tang, og så venter jeg på, at jeg i min hals kan mærke de lune dun, der stiger op som en brusende natrontablet. Alt er hurtigt og hygiejnisk, det sker på en brøkdel af et sekund. Jeg tager fingrene ud af munden og med dem holder jeg en lille hvid kanin i ørerne«.


 

Alene for sproget kan man nyde Julio Cortázar, dets virtuose skønhed hæver ham over de fleste, men det er aldrig en skønhed, som kun behager. I hans foruroligende univers kan ting ske, der ellers ikke kan ske, og det fatale er ofte kun antydet, men umisforståeligt.

Derfor sætter Julio Cortázar sig som en uro i kroppen, som en farlig nydelse, vanedannende, og at han er så lidt oversat til dansk, som tilfældet er, er både trist og uforståeligt. At Basilisk nu stiller 14 »nye« Cortázar-noveller til rådighed for danske læsere er til gengæld en gave. Lad det blive begyndelsen på meget mere.

Titel: Parkernes kontinuitet Forfatter: Julio Cortázar Sider: 196 Pris: 220 kr. Forlag: Basilisk