»Den lukkede bog« hedder debutanten Jette A. Kaarsbøls store historiske roman om det moderne gennembrud i 1870erne. Alene titlen kan få én til at begynde at læse i den, for er der noget mere pirrende og fascinerende end netop dét, man ikke må se?
Nej, og netop det ved Kaarsbøl, der på trods af at »Den lukkede bog« er hendes første, viser sig at være en yderst dreven fortæller med et velgørende overskud af sprog. Hun kan ikke blot sætte en god historie i værk men også spinde en overraskende ende. Hun ved, hvad hun gør, når hun fortæller kærlighedshistorien om to. som elsker hinanden og dog aldrig kan få hinanden, selvom de bliver gift og lever under samme tag. Noget er imellem dem, og deres kærlighed er ikke ens. Hun elsker ham med en blufærdig kærlighed, der tåler næsten alt. Han elsker hende med en platonisk hengivenhed, der dog finder sin grænse i en løgn om kønnet, og som dermed bunder i en manglende respekt for hendes liv og lykke.
Frederik og Frederikke hedder de to, der lever og ånder i 1870ernes københavnske overklassemiljø, hvor tidens brandesianske frigørelsesideer florerer, ja, hvor Brandes selv er en del af deres omgangskreds. Her brydes meninger og ideer, gammelt livssyn og traditionel adfærd går til, og nyt, men ikke nødvendigvis bedre, opstår. Fremskridtsfolkene selv mener at have tiden på deres side, men deres eftertid kan langt fra give dem ret i alt. Faktisk sidder den livsforsmåede Frederikke alene tilbage i 1932 og vil gøre boet op efter sit mislykkede liv, og da viser frigørelsens omkostninger sig for alvor.
Det sku' være så godt...
De frigjortes liv skulle være så godt, og så er det faktisk skidt. Frigørelsen viser sig nemlig at være en forloren størrelse, som udskifter gamle løgne med nye, ligesom den sker hen over hovedet på de socialt laverestillede klasser. Alt det har Kaarsbøl et godt øje til, og sådan set er hendes historiske roman en bog til tiden. For den ramler jo lige ind i vor egen tids borgerlige opgør med de kulturradikale, der netop har deres rødder i 1870ernes moderne gennembrud. Hun lader sine personer afsløre fritænkernes dobbeltmoral og manglende mod til at træde personligt frem og dermed deres dybe svigt.
Det kan lyde, som om romanen er en gang abstrakt idédebat, men det er den så langt fra. »Den lukkede bog« kan anskues som en pastiche skabt over Henrik Pontoppidans »Lykke-Per«. Ligesom Pontoppidan ejer Kaarsbøl en skikkelsesdannede evne, som er sjælden, og som gør, at personerne ikke bare er karikerede papfigurer men virkelig lever og ånder i en tredimensionel verden. Og netop det gør, at Kaarsbøls kritik af de såkaldt frigjorte, der er født med en sølvske i munden, ikke selv bliver en bedrevidende og fordømmende sag. Det understreges paradoksalt nok også af den alvidende fortæller, som gang på gang træder frem og kommenterer begivenhederne og anlægger en historisk bevidsthed. Det klæder en historisk roman, hvis forfattere alt for ofte i selvforglemmede identifikation med den forgangne tid glemmer at holde distancen.
Kaarsbøl punkterer en sentimental indlevelse i den ulykkelige kærlighedshistorie og sætter begivenhederne i historisk perspektiv. Således får vi ikke lov til at flæbe over Frederikke som et offer for en mandsdomineret og bornert verden, der angiveligt skulle være tilbagelagt til fordel for vores egen progressive frigjorthed. For hvem, spørger fortælleren, er mest begrædelig: Den tids forstokkede kønsmoral eller vor tids pornoficerede kultur? Og hvem ved, om vi ikke i vores domme forveksler to så forskellige begreber som bornerthed og blufærdighed? Hvad der er fremskridt og tilbageskridt er ikke så enkelt at afgøre. Selv træder Kaarsbøl imponerende sikkert ind i en realistisk tradition, der skriver sig tilbage til det moderne gennembrud, som hun på én gang arver og kuldslået forholder sig kritisk til.
