Angst æder sjæle

I »Altid den samme sne og altid den samme onkel« skriver Nobelpristageren Herta Müller molstemt og glasklart om diktaturets altødelæggende kraft.

Nobelprisvinder Herta Müller får fem stjerner for »Altid den samme sne og altid den samme onkel.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Cato Lein/Writer Pictures

»Har du et lommetørklæde, spurgte min mor hver morgen ved havelågen før jeg gik ud på gaden.«

Herta Müllers mor stiller spørgsmålet, der er meget mere end et spørgsmål. For blandt bønderne i den tysktalende region Banatet i Rumænien var kærlighed ikke noget, man skiltede med. Det var derimod noget, der var forbundet med blufærdighed, og kom derfor til udtryk på andre, mindre åbenlyse måder.

»Kærligheden forklædte sig som omsorg«, som Müller formulerer det. Og hun skriver videre, at en brysk stemmeføring, en kontant tone, kun understregede graden af kærlighed.

Alt dette står at læse i »Hvert ord ved noget om den onde cirkel«, som er den tale, Müller holdt, da hun i 2009 fik overrakt Nobelprisen. Talen er også den første tekst i »Altid den samme sne og altid den samme onkel«, der desuden består af essays og artikler.

Netop Nobelpristalen er en oplagt åbner, fordi dens to temaer går igen i hele bogen. Det ene er sproget, der ikke er troværdigt. Det er ikke, hvad det giver sig ud for at være, men ladet med magt og merbetydning – som i tilfældet med tørklædet – og er desuden det mest effektive redskab, når mennesker skal manipuleres, og virkeligheden fordrejes.

Det sidste så Müller under sin opvækst og ungdom i Rumænien. Det var før Murens fald, og de svulstige paroler svarede på ingen måde til befolkningens forarmede liv.

Særligt trist gik det dem, regimet overvågede og chikanerede. Flere af dem endte med at begå selvmord. Men altså ikke Müller, der andetsteds, i interviewbogen »Livsangst og ordsult«, har sagt, at »når selvmordstanken vendes på hovedet og bliver til det hemmelige politis tilfredsstillelse, så bliver den skyndsomst og totalt forbudt indvendigt.«

Sjælens fængsel

For hende blev angsten til trods, der kom til udtryk på flere måder. Som at skrive skønlitteratur, mens sagsmappen hos Securitate bare voksede. Eller som at blive ved med at insistere på at være uskyldig og høre til - som da hun som ung arbejdede som oversætter af maskinmanualer på en traktorfabrik.

Om det skriver hun: »Om morgenen gjaldede nationalsangen fra højttaleren ud over fabriksgården. I middagspausen arbejderkorene. Men arbejderne der sad og spiste, havde tomme øjne som hvidblik, oliehænder, deres mad var pakket ind i avispapir. Inden de spiste deres lille stykke flæsk, skrabede de tryksværten af flæsket med kniven.«

I kontrasten mellem fabrikkens realitet og propagandaen levede Müller i to år. Så begyndte det at gå skævt. »En kolos fra efterretningstjenesten« begyndte at genere hende og anklagede hende for at samarbejde med fjenden.

Da Müller nægtede og også nægtede at blive informant for ham, fjernede han hendes skrivebord, og hun måtte sidde på trappen og arbejde. Sidste trick var at vende fabrikkens arbejdere mod hende: At sprede et rygte om, at hun arbejdede for dem, for Securitate.

Angsten sidder forståeligt nok dybt i Müller, og hver gang hun fortæller om sin fortid, er der et forbehold, en mistro. Som da hun beskriver et forhør: »Og bag døren for enden af bordet var der en kvindestemme der skreg. Tortur eller voldtægt, forhåbentlig bare et bånd, tænkte jeg.«

Særlig frygteligt må det have været, når angsten blev til virkelighed. Som da Müller senere i sit liv opdager, at vennen Oskar Pastior er meddeler for Securitate. Hun forsøger at forstå, ikke undskylde. Skriver, at han levede i et regime, der ikke gav borgerne mange valg, og at livet i et diktatur altid er umenneskeligt i sin klaustrofobi: »Uden for gadedøren deler livet sig i to: der er det man ikke må, fordi det er forbudt, og der er det man skal, fordi man tvinges.«

Regimet forsvandt i 1989 med henrettelsen af diktatoren Ceauşescu. Men det er, som om menneskene, som levede under ham, stadig er fanget. I et sjælens fængsel med angsten og minderne som tremmer. Det er deprimerende, men det er trods alt en trøst, at der ud af dette er vokset en forfatter som Herta Müller.

Titel: Altid den samme sne og altid den samme onkel. Forfatter: Herta Müller. Oversætter: Karsten Sand Iversen. Sider: 232. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal.