Ane Riel skriver opbyggeligt uhyggeligt

»Harpiks« er et dystert, djævelsk og dejligt drama om en dysfunktionel familie.

Ane Riel skriver stilrent i romanen »Harpiks«, der sender dig igennem hele følelsesregistret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Alex Nyborg Madsen

Forliste drømme og smertelige savn er centrale temaer i Ane Riels anden voksenroman, »Harpiks«. Og selv om det lyder dystert – hvad det også er – så er historien samtidig spækket med så megen humor og livskraft, at den er en helt lille genreblandet perlepose.

Efter endt læsning er man både beriget, tankefuld og fornøjet, undervejs nåede man gennem hele følelsesregistret, og havde man vidst det inden, at den også var så opbyggeligt uhyggelig, havde man ikke læst den en sen nattetime.

Ane Riel formår med andre ord at skrive og spille på alle tangenter. Hendes sprog er stilrent og skarpt på den skæve måde, hendes figurer er flertydige og farverige, hendes fortælling er fængende, tonen er melankolsk, melodisk og mesterligt mærkelig, og hun får det hele samlet i et lille intenst univers, hvor der ikke gives nogen endegyldige svar og konklusioner, men hvor fortolkninger og rygmarvsmeninger udfordres.

Store dele af bogen fortælles af pigen Liv, der bor på en afsidesliggende gård på den nordlige del af en ø kaldet Hovedet. Hendes far, Jens, har netop slået farmoren ihjel, og i første omgang hører vi om det, der skete i juledagene op til mordet, men gradvist rulles den lille families historie ud.

Farfaren dyrkede og solgte juletræer, og da han døde, valgte den ene søn at rejse væk, mens den anden – Livs far og farfarens øjesten – forsøgte at leve videre med sorgen og savnet. Han bliver gift med den kønne Maria, de får tvillinger, men noget sker med drengen, og mistroen de tre voksne imellem vokser. Farmoren sendes væk og kommer først tilbage en del år senere.

Åben for fortolkning

Da er gården og for så vidt også familien i forfald. Maria er blevet fed og fremmed i sit eget liv, Jens er gået i hi bag alskens habengut, mestendels tyvekoster og andet tingfinderi, og den højt elskede Liv lever afsondret fra verden, fordi faren er bange for også at miste hende.

Om dagen gemmer hun sig i en container sammen med en balsameret baby og en skyggeven, om natten bevæger hun sig ud som en listetyv i ly af mørket og stjæler alt fra madrester til bobleplast i den nærliggende landsby.

Den enorme mor, der til sidst hverken kan komme ud af sit soveværelse eller få en lyd over sine læber, skriver breve til Liv, hvor familiens forhistorie afdækkes. Man finder ud af, at verden på Hovedet ikke er sort-hvid eller helt i vater, at de gode godt kan være onde, og at de døde nogle gange går igen.

»Harpisk« handler om, hvordan det følsomme menneske Jens går til i sorg over at have mistet, og hvordan han forgriber sig på sin familie og sit eget liv for at undgå yderligere smerte. Men den handler også om, hvordan kærlighed kan tillade og tolerere (for) meget, og om, hvor lidt omverdenen interesserer sig for dem, der skiller sig ud - som andet end som emner for letkøbt sladder.

Der er imidlertid ingen løftede pegefingre eller formanende moraler at finde i Ane Riels roman. Hendes tekst er åben for fortolkninger, både fordi de, der bor på Hovedet, ikke altid er de mest mærkelige, men også fordi Livs naivt logiske tilgang til verden sætter stort og småt i perspektiv og fordrer af læseren, at han eller hun gentænker normalitet. »Harpiks« er en lille stor roman.

Titel: Harpiks. Forfatter: Ane Riel. Sider: 256. Pris: 289 kr. Forlag: Tiderne Skifter.