Hernando har mørkebrunt hår, men hans hud er lysere end de andre moriskers, og hans øjne er blå. »Nazaræer« kalder man ham hånligt i landsbyen. Da han er 14 år, får han at vide, at hans mor blev voldtaget af en kristen præst. For at undgå skammen købte hendes far en fattig muldyrdriver til hende som ægtemand. Stedfaderen hader Hernando, og det had får han udløsning for i mange onde gerninger.
Men ondskab er ikke kun en privatsag i Ildefonso Falcones’ 900 siders roman. Den foregår i Andalusien, i en periode i Spaniens historie, som var fuld af massakrer og endte med moriskernes fordrivelse. De gjorde oprør i 1568 mod de kristnes tvangsdåb og de uretfærdigheder, der blev begået mod dem, da deres jord og ejendomme i det frugtbare Granada blev taget fra dem af Filip II. De ville tilbageerobre Granada, men deres oprør blev nedkæmpet, og tusindvis af liv på begge sider gik tabt.
Hernando, Ildefonso Falcones’ helt, er en leder og overlever, klog, tænksom, bomstærk og en tapper kriger. Han redder mange liv, han forsvarer de svage, han bedårer de smukkeste kvinder. Så når Falcones har skrevet mange sider med historiske fakta og andre mange sider med torturscener med pinebænke, kogende olie og afhuggede lemmer, kommer kærlighedsscenerne. Så kommer det sanselige sprog om Fatimas første kys, de skælvende hænder, den gennemborende tunge, det rasende begær, de nætter, hvor parret »rider sammen ad nydelsens ældgamle veje den ene gang efter den anden«. Sådan får man en kæmpetyk historisk roman til at blive en bestseller. »Havets katedral«, Falcones’ store debutroman, som dog kun var på 630 sider, er solgt i mere end fire millioner eksemplarer. »Fatimas hånd« vil kalde på de samme læsere, og de vil garanteret gerne til Andalusien bagefter.
