»Alting vil være, som det er nu, bare en lille smule anderledes.«

Ben Lerner er blevet hyldet i amerikanske og engelske medier for bogen »10:04«, der nu, mere end to år efter sin oprindelige udgivelse, er oversat til dansk med titlen »22:04«. Den 37-årige forfatter er »Brooklyns svar på Karl Ove Knausgård«, siger New York Times, og The Guardian har kaldt den »En ekstremt morsom og politisk bog.« Det lyder jo lovende.

Brooklyn. Foto: Lucas Jackson/Reuters. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I første scene får fortælleren tilbudt et »godt sekscifret« beløb i forskud for at skrive en af sine noveller om til en roman. Novellen har tidligere været trykt i The New Yorker. Da agenten spørger, hvordan han vil gøre det, svarer han ikke, men tænker: »Jeg projicerer mig selv ind i flere fremtider på samme tid.«

Den bog, han skal skrive, er den bog, vi som læsere sidder med i hånden, forstår vi. En bog om sin egen tilblivelse, en bog med flere fremtider på én gang.

»22:04« er opkaldt efter det øjeblik i 80-klassikeren »Tilbage til fremtiden«, hvor lynet skal slå ned, så Marty og professoren kan rejse frem eller tilbage i tiden. Fortælleren i »22:04« ser filmen med sin veninde, mens først den ene orkan, så den næste rammer New York, og fortælleren overvejer, om han skal gå med på venindens idé om at få et barn sammen, om han skal vælge den ene eller den anden fremtid.

Det meste af »22:04« foregår i New York-bydelen Brooklyn, hvor også Ben Lerner bor. Romanen er inddelt i fem kapitler, hver med sin fortæller, selv om de minder meget om hinanden og tager fat i samme liv og fortælling. »Alting vil være, som det er nu, bare en lille smule anderledes«, skriver Lerner i en slags introduktion på første side, og sådan er det også med de forskellige kapitler, »en lille smule anderledes«.

Kapitel 2 er selve den novelle, som Ben Lerner faktisk har skrevet til The New Yorker. Samme fortælling bliver fortalt to gange, men med forskellige hovedpersoner. Hvilken er den fiktive?, synes Lerner at spørge, men han giver ingen svar. Hvor Knausgaard forsøger at føre fiktionen så tæt på virkeligheden som muligt, synes Lerner hellere at ville dreje virkeligheden ganske få grader, næsten umærkeligt, og se, hvordan alting er det samme, bare en lille smule anderledes. Virkelighed og fiktion glider sammen, som det også gør for fortælleren, der ofte forestiller sig fortiden eller fremtiden trænge sig på. Twin Towers står pludselig og lyser, en gadelampe står ikke i nutiden, men i fortiden, og lyser lige nu og her. Det er i virkeligheden mere Paul Auster, end det er Knausgaard, selv om nogle af de mere essayistiske passager og kunstbeskrivelser leder tankerne hen mod den norske verdensstjerne. Selv skriver fortælleren til sidst, at bogen ikke er blevet den, han fik forskud på, men en anden, som er »på randen af fiktion«.

Bogcover Fold sammen
Læs mere

Effekten er skiftevis poetisk, tankevækkende og irriterende. Det sidste, når det føles fortænkt og for forklaret. En lang passage handler om et skriveophold i Texas, hvor forfatteren skriver et digt – også dette er virkeligt og tidligere udgivet med titlen »Mørket kastede pletter også på mig«. Det er svært ikke at blive lidt småirriteret over de lange forklaringer og fortolkninger af forfatterens eget digt, selv om digtet i sig selv er fremragende – og smukt oversat. Læs eksempelvis disse to linjer: »Barberingsritualet, som starter arbejdsdagen, går ud på /ikke at skære halsen over på sig selv, når man har chancen,«

Det er dystert, men ikke uden humor, og sådan skriver Ben Lerner, når han er bedst. Når han karikerer den kreativ klasse, gør han det sørgmodigt indadvendt, men alligevel – og måske derfor – rammende. En af de bedste passager er således en beskrivelse af, hvordan hovedpersonen – hvis man kan tale om en sådan – arbejder frivilligt i et madkooperativ. Her går snakken om privat- eller folkeskoler. En af forældrene beskriver, hvordan »de andre børn« i barnets folkeskoleklasse er »på et eller andet kemisk sus. Deres mad er fuld af gud ved hvilke hormoner.« Fortælleren udstiller samtalen:

»Det var den slags udveksling, selv om udveksling ikke er det rigtige ord, som jeg var kommet til at kende godt, et nyt bio-politisk vokabularium til at give udtryk for race- og klassemæssig angst: I stedet for at hævde, at brune og sorte mennesker var biologisk inferiøre, hævdede man, at de – af grunde, man havde forståelse for, grunde som faktisk ikke var deres skyld – var kompromitteret af de mad- og drikkevarer, de indtog; alle de kunstige farvestoffer havde formørket dem indvendigt.«

Sådan. Den mad- og selvoptagede klasse hængt ud som en ny girafsprogtalende version af den samme hvide overklasse, der har styret USA - og resten af den vestlige verden - i århundreder.

Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at høre mere til Ben Lerner. Kunstformidlingen, poesien og situationerne gør det værd at læse »22:04«. Men det metalitterære kommer aldrig rigtig i land. Det føles i stedet til tider en smule selvsmagende, til tider og andre steder en smule dovent, og det er synd for en roman, der ville have stået stærkere, hvis Lerner mere konsekvent havde valgt et ståsted i enten fiktion eller virkelighed.

Hvad: 22:04 Forfatter: Ben Lerner. Oversætter: Rasmus Hastrup. Sider: 264. Pris: 249,95. Forlag: Lindhardt og Ringhof