Temperaturen stiger. Vandet hærger. Dyr og mennesker trues. Væsener muterer. Den globale opvarmnings tidsalder er svanger med naturkatastrofer, både nuværende og kommende, og sidstnævnte er afsættet for to nye, glimrende og meget forskellige romaner: Norske Aksel Selmers »Ekspeditricen« og danske Charlotte Weitzes »Den afskyelige«.
Begge foregår i en ikke nærmere bestemt nær fremtid, i egne af verden, der ikke geografisk er til at placere præcist, men er noget i retning af noget skandinavisk. Begge er ubehageligt tæt på, både i tid og sted.
At ingen af de to romaner er hyggelig læsning, giver sig selv. Hos Aksel Selmer fortælles om truende regn og en ung kvinde, der gør, hvad hun kan, for at holde liv i sin fars gamle kolonialhandel i en lille gammel fabriksby, men mod alle odds, for varer er svære at få, og broderen, Una, er ikke så meget bevendt, og selv kirkegården er udsat i en grad, så kisterne begynder at flyde frit rundt. Det er kvinden, der fortæller. Her om redningen af en død:
»Efter lukketid går Una og jeg ned til kirkegården for at hente far. Det regner ikke så meget mere, men tågen ligger lavt. Vi har fået lov til at låne kommunens største trillebør og to spader. Det hele stod parat ved porten. Deres traktor har ikke virket i flere år. De fleste i kommuneadministrationen er flyttet. Det er vist nok vandværkschefen, der må træde til, når strømmen går.«
Tonen i »Ekspeditricen« er overalt kuldslået. Aksel Selmer fortæller sin historie med især korte hovedsætninger, der spejler den grundlæggende følelse af armod og mismod, der er tidens, stedets og menneskenes - og med jeg-fortælleren som den, hvis øjne alting ses med, både når hun med undren betragter Unos nye kæreste, der klæder sig fint og ikke gider gøre dagens arbejde, i antydningerne af noget incestuøst mellem hende og broderen og i de nedslag af brutalitet - seksuelle overgreb og morbide dødsfald - der også er en del af romanens (u)virkelighed.
»Ekspeditricen« er en mesterlig lille roman.
En mulig forestående klimakatastrofe
Anderledes, men på sin egen måde også flot gennemført, er det truende kollaps, som Charlotte Weitze skriver frem i sin nye roman, »Den afskyelige«. Giver titlen associationer til noget med afskyelige snemænd, er det ikke helt forkert, det er et af romanens spor, men »Den afskyelige« en også en fortælling om mennesker i en verden i opløsning.
Heidi gør rent på et hospital, hun havde en søster, smukke Angelica, der blev kørt ned en mørk nat på Klaftafjeld, blev lagt i respirator og døde flere år efter, og hun får en kæreste, Kenneth, der ud over at være to og en halv meter høj lider af sygdommen hyperhidrosis, der får ham til at svede vildt og uhæmmet.
Samme Kenneth er stærkt økologisk bevidst og som antydet med god grund, for Golfstrømmen er vendt, der er hyppige jordskælv, flere oversvømmelser truer, og hans forståelige besættelse af CO2-udledninger og af muligheden for at undgå dem giver sig udslag i bizarre handlinger og situationer: Kondomer genbruges, PCen drives ved hjælp af en cykel, et barn vil han ikke have, for det koster på CO2-regnskabet, alt skal dyrkes selv, dyr skal ikke spises, jo måske kaniner, selvopdrættede, selvslagtede.
Det er disse to personer, Kenneth og Angelica, der er de elskede poler i Heidis liv, den ene sær og levende, den anden nu ikke længere levende, og det hele hænger sammen i en fortælling, der nogle gange næsten ligner en satire i dens udpensling af økologisk bevidsthed, men som også og ikke mindst er en sårbar kærlighedshistorie fra en verden, hvor naturen går grassat, og børn fødes med grønt hår, hænder som luffer, mærkelige misdannelser ...
»Den afskyelige« har ikke »Ekspeditricens« knaphed, den er anderledes fabulerende, mere detaljeret i sin dystopi. Men inspirationen fra en mulig forestående klimakatastrofe har de to romaner, som det fremgår, tilfælles. Anbefales skal de begge. Varmt. Hvis man tør bruge det udtryk.
