Havde det ikke lige været for et vist rockband, så havde Jesper Binzers nye selvbiografi »I Won’t Cut My Hair« været omtrent lige så overraskende, som hvis man læste sin egen dagbog.
Opvæksten i det trygge middelklassehjem, teenagelivets sløvsind og identitetssøgen, voksenlivets svigt, rastløshed og tvivl og endelig alderens selverkendelse lyder unægtelig som en blues, vi har hørt mange gange før.
Men når nu vi har at gøre med forsangeren i Danmarks mest populære rockband over tre årtier, så får de velkendte livsfaser en anden betydning. Pludselig fremstår sidespring, indtagelse af hash og stoffer, svigtende libido, depressioner og apati som nærmest skræmmende følgevirkninger i en musikbranche, der nok synes glamourøs på overfladen, men som for den enkelte kan have alvorlige, personlige konsekvenser. Ikke mindst for et menneske som Jesper Binzer, der med sit lange hår og drengede smil nok ligner prototypen på en rock’n’roller, men som, når det kommer til stykket, er alt for følsom, empatisk, jordbunden og naiv til en kynisk musikverden fyldt med varm luft.
Jesper Binzer, efter fiaskoen med Wig Wam »Det var, som om den uskyld, jeg havde værnet om, med ét var forsvundet, og nu var vi og jeg hele branchens prügelknabe. En dag jeg kom cyklende på Christianshavn, råbte Sandmen-forsanger, Allan Vegenfeldt »buuuh« efter mig. En uge tidligere var jeg nok st«
Og Jesper Binzer prikker med denne bog hul på ballonen. Nærmest hudløst får vi historien om de optur og nederlag, som han personligt og bandet DAD i særdeleshed har oplevet gennem karrieren.
Ikke kompromisløse nok
I bogens første halvdel går det for det meste opad. Fra det tidspunkt, hvor Disneyland After Dark dannes ud fra det københavnske punk- og skatermiljø og rammer noget, der måske ikke er så originalt musikalsk, men som udvikler sig som koncept til noget genialt. Vejen mod toppen er hurtig og fylder så meget, at bandets forsanger ikke har plads til meget andet end musikken. Binzer udlever drengedrømmen med sex med hotelreceptionister, LSD-trip, overdrevent hashforbrug og alt det, der hører rockstjerneklicheerne til, men glemmer i farten sit andet jeg og svigter sit bagland - først og fremmest kæresten Michala, som han får sit første barn med.
Alligevel er bandet måske ikke kompromisløse nok, for det er som om, de ikke er i stand til at gå hele vejen internationalt. Den store kontrakt med multinationale Warner Music bliver aldrig nogen succes for nogen af parterne, og i begyndelsen synes bandet at lefle for meget for tidens musikstrømninger i jagten på succes frem for at følge deres egen kunstneriske åre. Derfor bliver det aldrig til mere end lidt succes i Tyskland og Skandinavien for DAD, der, som man læser sig igennem bogen, mere og mere fremstår som et band i den store kunstneriske middelklasse, som medlemmerne selv kommer fra. For nok brænder man for musikken og elsker sammenholdet, men energien og det at underholde synes altid at blive et mantra for bandet på bekostning af den kunstneriske kompromisløshed, som måske kunne have bragt dem op i de højere luftlag. Og helt symptomatisk finder DAD først sig selv igen, da alt ramler sammen med et brag, og bandet må starte forfra.
Wig Wam-fiaskoen
For det er i bogens anden - og bedste - halvdel, at vi får indblik i den måske væsentligste begivenhed i historien om Jesper Binzer og DAD. En begivenhed, der én gang for alle river tæppet væk under den legende og lidt selvfede sorgløshed, som har præget bandet indtil da, og smækker virkelighedens alvor lige i ansigtet på en Jesper Binzer med paraderne nede.
I 2002 kører det for DAD, der i Laust Sonne har fået ny trommeslager og ny vitalitet, og privat har Binzer atter fundet kærligheden og får sit andet barn med kæresten Louise. Men i jagten på penge begår bandet en alvorlig fejltagelse og involverer sig i festivalen Wig Wam sammen med bookingbureauet Rock On. Og Jesper Binzer er den varmeste fortaler for projektet. Billetsalget til Wig Wam bliver en total fiasko, og Rock On går konkurs, hvilket får et kæmpe økonomisk efterspil. For parterne har ganske vist aftalt, hvordan et overskud skulle fordeles, men ingen har skrevet ned, hvordan et muligt underskud skulle dækkes ind. Sagen betyder ikke blot, at DAD mister en masse penge, men bandet ryger samtidig i unåde hos en række andre danske kunstnere, der alle har penge til gode i Rock On, og nu mister dem.
Sagen får så store personlige konsekvenser for Jesper Binzer, at han ryger ud i en halvandet år lang depression og et heftigt hashmisbrug. Og det er kun takket være familien og musikken, at Binzer til sidst kommer videre.
»I Won’t Cut My Hair« er ikke blot en personlig bog om en langhåret rockmusikers liv, men nok så meget et stykke dansk rockhistorie set inde fra rækkerne. Man kan visse steder savne nogle flere anekdoter, og specielt DADs mislykkede udlandseventyr kunne godt være uddybet noget mere. Hvad gik galt, og hvem havde skylden? Samtidig holder Binzer nok hånden over den lange række af uduelige tågehorn, som han ganske givet har mødt på sin vej gennem rockbranchen. Kun Peter AG, der udtalte sig i forbindelse med Wig Wam, og producer Don Smith, som bandet arbejdede med under den mislykkede plade »Soft Dogs«, får et par harske linjer med på vejen.
På dét punkt er Binzer nok stadig, når bogens sidste side er læst, en følsom og flink fyr, der bare nægter at klippe sit hår.
