Det er så almindeligt, at det næsten gør ondt. Almindelige mennesker i et almindeligt tog på en almindelig dag. Pendlere. Folk som flest. På vej til noget eller fra noget. Med hver sit liv.

Det smukke ved Simon Fruelunds nye roman, »Pendlerne«, er så, at det almindelige her viser sig i al sin fascinerende ualmindelighed. Forstået på den måde, at intet menneskes liv jo præcist ligner noget andet menneskes liv. Og forstået på den måde, at selv der, hvor der på overfladen ingen dramaer synes at være, kan der ligge dramaer nedenunder. Almindelige dramaer, ja. Men alligevel nok så dramatiske.

»Pendlerne« er opbygget kronologisk. Begyndende med første afsnit, »Kalundborg 7:11«, afsluttende med sidste afsnit, »Østerport 9:11.« Hvert af disse tekststykker byder på en række små fortællinger, fokuseret på et enkelt rejsende menneske og dette enkelte rejsende menneskes liv. Som her, i den allerførste tekst: »Han har købt sig en 45-knallert, og hver morgen tager han turen gennem det bakkede landskab og småbyerne, gennem Kalundborgs langstrakte villakvarterer og ind til stationen.

Han er 53 og ved at blive skilt.

Han bor i familiesommerhuset ude på Røsnæs og har boet der siden oktober.

Han har kløvet fem rummeter brænde.

Han har fået installeret en internetforbindelse og har downloadet mere end fire timers porno«.

Eller som her, hvor det er en pige, der går i 9. klasse, det handler om:

»Det er svært for hende at komme op om morgenen.

Først kan hun ikke komme ud af sengen, så kan hun ikke komme ud af bruseren.

Hun har sit eget badeværelse.«

De mange fortællinger i ét

Der er også en kvinde, der har været på swingerklub i Himmelev. Der er en hjemløs, der har brugt sine sidste penge på en billet. Der er en mand, der dør på turen. Der er en kvinde, der lige for nogle minutter siden er blevet fyret efter 30 år i rejsebranchen.

Der er mange flere, mange flere pendlere, på en helt almindelig dag, og når der kan komme så fin litteratur ud af så megen almindelighed, så skyldes det jo, at der er nogle, der, som Simon Fruelund, så prunkløst kan skitsere konkrete skæbner, så de står helt rent. Som når han om et ægtepar skriver sådan her:

»De bor på en gammel skole tæt ved Eriksholm.

Fra den ene dag til den anden var de teknisk insolvente.«

Eller som her, hvor det handler om oplevelsen af fremmedhed hos en engang fremmed:

»Der ligger et typisk dansk lys over industrikvarteret her til morgen.

Det minder hende lidt om Hammershøi, men ikke engang han har kunnet overbevise hende om gråhedens velsignelser.

Hun er tjekke og har boet i Danmark i næsten 40 år«.

»Pendlere« er præcis prosa. Intim uden at være anmassende. Skarptseende uden at være misantropisk. Medfølende uden at være sentimental. Rig på indhold, men ikke mere ordrig, end at det hele snildt vil kunne læses på en rejse fra Kalundborg til Østerport. Kort og godt, for nu at bruge DSB-jargon. Ualmindeligt godt.