Alligevel

Janina Katz udgiver nogle af sine bedste digte om »dengang« og nu - skrevet på polsk og oversat til dansk.

Bogcover. Fold sammen
Læs mere

Efter digtene med den sigende titel »Min spaltede tunge« er Janina Katz tilbage med tekster, som oprindeligt er »Skrevet på polsk«, som det helt faktuelt meddeles på den nye digtsamlings forside. Skiftet fra at skrive på dansk til at formulere sig på det oprindelige modersmål gør nu ikke splittelsens problematik mindre nærværende i de nye digte, der bevæger sig mellem det, man kunne kalde forfatterens tre hjem - eller måske snarere ikke-hjemlande, Polen, Danmark og Israel.

Janina Katz er født i Krakow, men flygtede i forbindelse med de polske jødeforfølgelser til Danmark i 1969 og udgav sin første digtsamling på dansk i 1991. I »Skrevet på polsk« er antallet af digte, som tegner sig direkte ind i en dansk geografi beskedent, og når forfatteren i »Veje« beskriver sin Frederiksberg-rute, er det ikke ligefrem med den store begejstring: »Det er ikke poesi, det er et af Københavns hæsligere kvarterer«.

»Hjemkomsten« hedder et digt fra Krakow eller »Byen engang«, men fortiden hviler stadigvæk tungt over nutiden i fødebyen, sådan som forfatteren illustrerer det med linjerne: »Se, min dreng/- hvisker en kvinde højt -/der går en levende jøde!« En noget anden form for sørgmodig solidaritet kendetegner digtene fra Israel, selvom der også her er mere ironi end sværmeri og idealisering i tonen, og selvom digtet »I Israel« indledes med ordene: »Ved digtets grænse/står en toldbetjent/Den hedder sorg«. Først og sidst i »Skrevet på polsk« er anbragt to delvis identiske tekster med overskriften »Dengang« og linjen »begloet af krigen« som en slags ledemotiv. Skyggerne fra en grusom fortid er et dominerende tema i Janina Katz’ digtning, og »fra spejlet stirrer/alderdommen«, konstaterer hun, men ind imellem brydes den knappe og mørke tone af mere varmt drømmende eller humoristisk legende klange og en trodsig insisteren på et alligevel.

Digtet »Sneglen« understreger fællesskabet med polsk poesi. Her skriver Janina Katz sig sammen med en af Polens mange store digtere, Tadeusz Rózewicz, ned til et nulpunkt og en slags lyrisk overlevelsesprogram: »Fra et hus - en skal/udskilles et digt./Vådt./Lysfølsomt./Skjuler sig./Venter.«

Den slags digte skal der værnes om!