Allende skuffer

Bøger: »Inés, min sjæls veninde« Denne Isabel Allende-roman foregår i 1500-tallet med en virkelig kvindeskæbne som forlæg. Ines de Suarez blev født i Spanien i 1507.

Hun blev tidligt gift med Juan, hvis eneste dyder var »hans instinkt for at gøre mig glad i sengen og hans tyrefægterudseende«. Opildnet af fantastiske beretninger om »Den nye verdens« rigdomme, drager Juan over Atlanterhavet. Efter en tid uden livstegn beslutter Inés sig for at følge efter ham. I Peru finder hun ud af, at han er død og føler sig befriet. Alene på et nyt kontinent bosætter hun sig i Cuzco, hvor hun møder sin anden ægtemand, en højtstående militærmand, som drømmer om at erobre Chile. Inés følger ham og gruppen af conquistadorer og går ikke af vejen for selv at løfte sværdet i kamp. Inés er en handlekraftig kvinde med en stærk selvopretholdelsesdrift, i bund og grund en fri sjæl, men ufrivilligt parodisk fremstillet med en selvindsigt, der ikke er en voksen kvinde værdig. Alt i alt er Inés faretruende tæt på at være en kliche. Og det er næppe en pointe hos forfatteren.