Allende skriver romanblad

Isabel Allendes ottende bog burde være trykt i et romanblad. Det er én lang rejse gennem klicheer og konstruktioner i det 18. århundredes slavetid i Haiti og New Orleans.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den kunne egentligt være underholdende nok, den historie Isabel Allende forsøger at fortælle i sin nyeste bog »Øen under Havet«, der udkommer i dag, for der sker rigeligt til en hel roman, men historien bliver aldrig mere end bare en konstrueret historie. Ord og indfald og tanker og hoved- og bipersoner, der flimrer forbi på siderne, så man næsten kan se forfatterens oversigt over handlingen for sig. Åh så konstrueret, åh så uelegant.

Vi er i Saint-Domingue, det nuværende Haiti i 1770-1793 og derefter i New Orleans 1793-1810: Hovedpersonen er slavinden Zarité, kaldet Tété, der bliver tjenestepige hos en franskmand og hans svagelige kone (der ganske hurtigt bliver sindssyg og dermed skrevet ud af historien). Tété plejer hende, passer hendes barn, går i seng med hendes mand, får et barn af det, mister det, får sit eget barn med en køkkendreng, oplever slaveflugt, voodooseancer, baller og en sur kokkepige. I periferien svæver den underskønne kurtisane Violette, den retskafne franske officer Relais plus en fransk læge, der er duperet over den lokale medicinkvinde Tante Rose, der med lige dele afhuggede høns og indsamlede urter redder de mishandlede slaver. Efter et slaveoprør på Haiti flygter vor unge heltinde med herremand og børn til New Orleans, og efter diverse forviklinger bliver hun en fri kvinde, der må kæmpe for at overleve.

Handlingen er også lang og omfattende og med masser af små detaljer, brusende kjoler, stive korsetter, pudrede parykker, middagsretter som gris med kirsebær og kroppe, som smøres med fedt, og ansigter der vaskes med mælk. Her er sexscener i så rigelige mængder, at selv Jean M. Auel, forfatteren til »Hulebjørnens Klan«, ville være misundelig. Her er forviklinger og forvandlinger, og her er åh så ædle sorte og retskafne irere og onde hvide og sarte humanister, hjertelige spaniere med hatten på sned og evne til at charmere sig ind i hvert et pigehjerte, og allermest – vor heltinde er åh så mild og god og flittig og arbejdsom.

Men det hele er bare en historie. Personerne er underligt ulevende og uinteressante, og man læser, let underholdt, men uengageret som i et romanblad, hvor alt er sort eller hvidt – og dermed løgnagtigt ligyldigt: De gode er så gode og tit sorte, de onde er så onde og ret hvide, pånær dem der så er søde, og til sidst er alle døde. Heldigvis.