»Alle menneskelige kulturer, der nogensinde har eksisteret, har fortalt hinanden historier«

Thorkil Jacobsen mener, at det er prætentiøst og en misforståelse af litteraturens historie at lange ud efter lydbøger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På vej i sommerhus sætter vi Peter Plys på anlægget. På bagsædet griner de af, at Peter Plys altid er sulten. På forsæderne griner vi af, at for hver gang Peter Plys går én gang rundt om træet, er der endnu et sæt uhyggelige fodspor – det minder mig om, hvordan mennesker kan skabe monstre ud af ingenting. Men både børn og voksne er optaget af historien, vi hører den sammen, og vi får meget mere end bare roligere børn på vej op ad Hillerødmotorvejen.

Vi deler en oplevelse. Vi får en fælles ven i Peter Plys. Og vi udvikler et fælles sprog, så man kan være i »æsel-humør« i vores familie eller have et »raserimonster« i maven (»Det lille raserimonster« af Britta Scwarz), og vi prøver at huske, at »den, som er vældig stærk, må også være vældig rar.« (Astrid Lindgrens »Bogen om Pippi Langstrømpe«).

Historierne er oprindeligt skrevet ned, men det bekymrer vi os ikke om i bilen. Vi hører dem på samme måde, som mennesket altid har hørt historier.

Kan litteratur være mundtlig? spurgte en kollega mig, da det blev offentliggjort, at Bob Dylan skal have Nobelprisen. Ja, for fanden! Litteraturen startede mundtligt. Mennesker har altid har fortalt hinanden historier. Litteratur har altid været noget kollektivt, noget, vi delte. I storfamilier omkring bålet for 10.000 år siden, i igloen, i teltet, i hulen. Jeg tænkte over det, da jeg for nylig læste Gunvor Bjerres fremragende bog »Månemanden og andre fortællinger fra Grønland«, historier, der engang kun har eksisteret mundtligt og senere er indsamlet af Knud Rasmussen og genfortalt af Jørn Riel.

Her er de vildeste historier om mennesker i kamp mod natur og ånder, og det er let at forestille sig, hvordan de er blevet fortalt og genfortalt hundredevis af gange, hvordan ånderne har fået børnene til at gyse, og de tydelige seksuelle referencer har fået de voksne til at fnise. De minder på mange måder om de nordiske folkeeventyr, sagn og sagaer og formodentlig også om de historier, mennesker har fortalt i Beijing, Machu Pichu og Cairo.

Det er overvældende at tænke på, hvordan alle menneskelige kulturer, der nogensinde har eksisteret, har fortalt hinanden historier. Hvor dybt den tradition ligger i os. Hvor stor en del af vores verdensbillede, der hænger og dingler i de fortællinger, vi deler med hinanden.

Den skriftlige litteratur har eksisteret i et splitsekund sammenlignet med den mundtlige. Ideen om, at vi sidder alene i vores lænestol og læser en bog, går ikke meget mere end nogle hundrede år tilbage og blev ikke udbredt før det 19. århundrede. »Odyseen«, »Bibelen« og »Den guddommelige komedie« er først og fremmest blevet læst op og lyttet til.

Selvfølgelig har vi, i takt med at bogtrykkerkunsten slog igennem, opfundet genrer, der passer særligt godt til at blive læst. Sonetten er måske det første eksempel. Den er som bekendt på 14 linjer, og det giver ikke mening at tale om, at noget er på 14 linjer, hvis ikke det er, fordi det skal ses på papir. Sonetten passer til papir på samme måde, som Allen Ginsbergs digte passer til høretelefonerne. For selv om bøger er blevet mere og mere udbredt de sidste århundreder, er den mundtlige litteratur ikke død.

H.C. Andersen skrev selvfølgelig sine eventyr ned, men de er først og fremmest fortalte. »Han vil ikke skrive, han vil tale,« skrev Georg Brandes om eventyrdigteren (»Danske digtere« 1896). Og det var ment som en kompliment, for som Brandes noterer: »Det skrevne Ord er fattigt og forladt, det mundtlige har en Hær af Allierede ...«. Karen Blixen er et andet eksempel på en forfatter, der har holdt det mundtlige i hævd, selv på skrift. De amerikanske beatforfattere Allen Ginsberg, Ken Kesey og Jack Kerouac er andre eksempler, det samme er nigerianske Chinua Achebe, danske Dan Turèll og islandske Einar Már Gudmundsson. Min egen oplevelse er, at mange bøger egner sig godt til både bog og lyd, mens nogle kun fungerer på papir, og andre er klart bedst, hvis du får hele den lydlige del med.

Der er unægtelig noget fantastisk ved at fordybe sig i en bog. At sætte sig et roligt sted og glide ind i et sprog, i en forfatters univers, og lade sig rive med. Jeg er selv en trofast læser. Men ideen om, at den ensomme oplevelse i tårnværelset pr. definition er mere ægte, mere voksen eller mere litterær end den oplevelse, du kan få ved at få en bog læst højt, er ikke bare romantisk og prætentiøs, den er en misforståelse af litteraturens historie og væsen.

Heldigvis behøver det jo ikke at være et enten-eller. Selv om du elsker at læse bøger, er du velkommen til at tage Karen Blixen i ørerne og slentre en tur i parken. Hvem ved, måske endda putte den i højtaleren, så man ligesom i de tidlige radiodage kan samles om en årtusinder gammel tradition: At lytte til en historie sammen.