Alle mænds brændehugger-gen

Når mænd i disse år søger ly bag en brændestabel, er det et udtryk for værdikamp. Norsk kultbog går tæt på lysten til at hugge, stable og fyre.

Hvad er det med mænd? Hvorfor får vi julelys i øjnene ved synet af en motorsav, en flækøkse, en buldrende brændeovn eller et bjerg med frisk ved, der trænger til at blive stablet?

Er brændestablen det sidste sted, vi kan lege, at vi fortsat er til nytte i et ligestillet samfund, hvor kvinderne klarer både børnene, økonomien og de vigtigste jobs?

Svarene finder man til dels i Lars Myttings norske kultbog »Hel ved«, der solgte 130.000 eksemplarer på norsk jord op til jul forrige år. Bogen - endnu en bonderøvsbibel - ligner bestemt et symptom og udtryk for tidsånden, og for mange mænds famlen efter en identitet, der giver mening og samtidig udtrykker værdier, kønnet kan stå inde for. Hjelm med visir, sikkerhedsstøvler, ditto bukser og handsker, motorsav og flækøkse - det ved man(d), hvad er.

På dansk er Myttings »Hel ved« kommet til at hedde »Brænde«. En noget tam titel, og på flere måder lever den danske udgave ikke op til den originale norske kultbog. Mange - alt for mange - specifikt norske indslag er bortredigeret i den danske udgave eller erstattet med danske indslag. Og så har Søren Ryge Petersen fået lov at kile sig ind med et selvcentreret forord, der tager ordene ud af munden på bogens forfatter.

Det forord kan man så bare springe over, og i stedet tage fat på Myttings energiske gennemgang af brændehugningens, brændestablingens og brændefyringens kultur- og mentalhistoriske status i Norden fra urtiden til i dag. Mytting strør om sig med interessante, pudsige oplysninger og små casestories, garneret med stemningsfulde fotos. Blot 32 sider inde i den 230 sider lange, friske amatørafhandling om veddets velsignelser, er vi inde ved roden af fænomenet:

»Den, der vil fyre, må ud til brændestabelen, ind igen og bekæmpe kulden. Kulden bider, men man får gjort noget ved det. Brænde har noget, som olie og el aldrig kan få - man har hænderne i selve energien, en energi som engang var et levende træ. I et kort øjeblik er man i berøring med livets nøgne nødvendigheder og får i et glimt den samme dybe tilfredsstillelse, som huleboeren havde.«

Nu må man så ikke tro, at der går Knut Hamsun i den. Slet ikke. Den praktisk orienterede Mytting er nok romantiker, men først og fremmest realist, så han fortæller ædrueligt - side op og side ned - om motorsave, klinger, øksetyper, træsorter, måleenheder, forbrænding, brændværdier, ovne og hvad ved jeg og min indre brændehugger. Over alle disse ind imellem noget søvndyssende kapitler får bogens spredte ledestjerne så lov at lyse: 20 sider, der fokuserer på kunsten at stable brænde. En aktivitet, som Frank Jæger engang skrev med ordene »at stable brænde er en hobby, der ligner et arbejde«.

Frisk brænde skal lægges løst, have lov at tørre hurtigt og absolut ikke ligge direkte på jorden. Som Mytting siger med reference til den kvindesyssel, der bedst kan sammenlignes med den maskuline lidenskab for brænde: »Ingen ville lægge vasketøjet direkte på jorden i en hårdt pakket bylt.«

Sandt nok. Og når vi nu er ved det (stærke) svage køn, kan vi passende runde af med bogens retoriske perle: En fortegnelse over, hvordan man kan aflæse mænds sande psyke gennem deres brændestabels fysiognomi. Et manual til tidens kvinde, der vil sætte hende i stand til at aflæse, hvor meget vaskeægte bonderøv, der er i hendes måske elskede. Fra »Lige og solid stabel« (Rank og solid mand), over »Sammenstyrtet stabel« (Svag vilje, dårlig evne til at prioritere), til »Ingen stabel« (Ingen ægtemand).

Selv om det lige har været jul, så ligner bogen en hjertevarm gave i de kommende kølige måneder, hvor manden i huset slæber på brændekurven og ligger på knæ foran den hellige brændeovn.