Alle digte har længsel

Roman: »Springet over skyggen«25 års udvalgte digte viser Pia Tafdrup som en af vores mest betydningsfulde lyrikere.

For godt og vel 25 år siden udgav Pia Tafdrup sin første digtsamling, og englen i titlen »Når der går hul på en engel« er værd at lægge mærke til.

»Firserlyrikere«, »Kropsmodernister«, »Betonsymbolister«, »de unge vilde« haglede etiketterne ned over den gruppe lyrikere, der for alvor gjorde sig bemærket i begyndelsen af 1980'erne - ved siden af Pia Tafdrup var det blandt andre Michael Strunge, F.P. Jac, Bo Green Jensen og Søren Ulrik Thomsen - og også en »engle-generation« giver det god mening at tale om. Det var generationen som bogstavelig talt »væbnet med vinger« lagde afstand til knækprosaen og 1970ernes dominerende brugslyrik. Englene, som de lander i mange af firserlyrikernes digte, var de iøjnefaldende budbringere om en ny og anderledes orientering.

Englen har igennem alle årene bevaret sin plads som en vigtig figur i Pia Tafdrups digte, hvor den er tæt forbundet med en række af de store psykologiske, eksistentielle og metafysiske temaer i forfatterskabet. Fra debutbogens »når der går hul på en engel« fører en lige linje af køn, krop og overgangsfaser i et kvindeliv frem til englen i »Kødets dragt« fra 2006-samlingen »Tarkovskijs heste«, og endnu en vigtig korrespondance mellem den første og den seneste af Pia Tafdrups indtil videre tolv digtsamlinger fremhæver udvalget »Springet over skyggen«. Det tidlige digt »Sår« og det sene »Mindst ét sår« trækker begge på erindringerne fra barndommens landbomiljø, og begge tolker den menneskelige sårbarhed, men iagttaget fra forskellige positioner og med en forskydning fra det enkelte barns udsathed til sårbarheden som et basalt vilkår ved livet.

Sammenhæng og korrespondancer er der i »Springet over skyggen«, og hvert eneste af de omhyggeligt udvalgte digte lever op til den centrale læresætning i Pia Tafdrups poetik om, at alle digte har en længsel. Men samtidig er de udvalgte digte fra 1981 til 2006 en imponerende og øjenåbnende understregning af, at alle Pia Tafdrups digtsamlinger har deres særlige karakter og nærmer sig »dette uforståelige mere« på stadig nye måder. Udfordringen for lyrikeren Pia Tafdrup, der omhyggeligt styrer uden om de nemme løsninger, ligger ikke mindst i de skiftende motivkredse og de forskellige formelle krav, hun har stillet sig selv overfor.

Efter de tidlige digtsamlingers koncentration omkring de erotiske motiver med en længsel vendt mod det åndeløse sekund mellem altid og aldrig bliver orienteringen i stigende grad metafysisk, og det mytologiske stof trænger sig på. I den forstand opleves skitsen til en poetik »Over vandet går jeg« fra 1991 som lidt af et vendepunkt. Længslen mod helhed driver i høj grad den poetiske udforskning af »denne mangeverden«, som det hedder i et Jerusalem-digt, og de store symfonisk komponerede samlinger fra skoven, byen og vandet, »Krystalskoven«, »Territorialsang« og »Dronningeporten« kobler på imponerende vis sansning og refleksion.

Netop »Krystalskoven« leverer nogle af de udvalgte digtes mest slående eksempler på Pia Tafdrups evne til at digte med alle sanser åbne og skabe en oplevelse af helhed gennem inddragelsen af syn, lugt, lyd, smag og følelse, som det for eksempel sker i digtet »Fund for Freud«. På femten linjer kommer Pia Tafdrup hele sanseregistret igennem og etablerer på fuldstændig organisk vis et sted for hengivelse og opslugthed, eller som det skrives: »Der er intet andet end dette sted«.

At hengive sig og lade sig opsluge er i Pia Tafdrups digte veje ind til »dette uforståelige mere«. Omgangen med de ikke åbenbarede indsigter er blevet vigtigere og vigtigere i Pia Tafdrups forfatterskab, sådan som det for eksempel betones i digtet »Kerner« fra samlingen »Hvalerne i Paris« med bevægelsen »ind i det skjultes magnetfelt, ind i zonen af sugende mørke,/hvoraf samtlige bogstaver springer ...«

Et af de iøjnefaldende træk ved »Springet over skyggen« er, at bøgerne fra debuten i 1981 til sidste års gribende »Tarkovskijs heste« om faderens sygdom og død - på mange måder endnu et nybrud i forfatterskabet - er nogenlunde ligeligt repræsenteret i udvalget. I virkeligheden et ganske præcist udtryk for det konstant høje niveau i Pia Tafdrups lyriske forfatterskab. Højdepunkterne fra hendes tolv digtsamlinger er også højdepunkter i de sidste femogtyve års danske lyrik. Pia Tafdrup i koncentrat er simpelthen ikke til at komme udenom.