Mikkel Birkegaard, der i 2007 bragede igennem med »Libri di Lucca«, som blev solgt til 25 lande, har nu kastet over den historiske roman. Og det med et eventyrligt tilsnit, der ifølge bogens bagside er »en hyldest til 1800-tallets føljetonroman«.
Som ung knægt mister Arthur sin far, der drukner under mystiske omstændigheder i Københavns Havn. Som embedsmand under enevælden har han sørget godt for familien, der nu ryger ud i social deroute. Da sønnen bliver 17 år, får han imidlertid ligeledes under mystiske omstændigheder læreplads hos pantelåneren, bogrestauratoren og amatørdetektiven Mortimer Welles, der har mistet sin kone. Også dette under uforklarlige omstændigheder.
Læremesterens forretning viser sig hurtigt at dække over udforskningen af et hemmeligt bibliotek, som Arthurs far viser sig at have indviet sønnen i adgangen til. Et exlibris-mærkat opløses og indtages, og vupti befinder man sig i det immaterielle, magiske bibliotek, som de forsvundne københavnere siden Chr. IVs tid har bidraget til med deres drømme.
Under påvirkning af forskellige stoffer og medikamenter bidrager bibliotekarerne med nyfundne sjældne værker, som de drømmer ind i biblioteket og bidrager samtidig til et hemmeligt kartotek over byens borgere. Da Mortimer og Arthur gør fælles sag med stadsbibliotekets censurerende inspektører og finder de henslumrede, bortkomne og drømmende bibliotekarer bryder helvede og ragnarok løs.
Romanen er trods sine mystiske indsigter skrevet som en realistisk fortælling i nutidssprog uden skelen til det samtidige København, hvor Arthur på sine mange byture sagtens kunne være løbet ind i den flanerende Søren Kierkegaard, der netop i 1846 hvilede ud efter første del af sit forfatterskab. Værre er det imidlertid, at den enevoldsmagt, som bøgernes så altafgørende overlevelse er skrevet op imod som politisk, undertrykkende system, kun nævnes en passant som »kongen«.
Selv drømmebøger skal vel læses i historisk kontekst, især når den selv har til hensigt at gøre op med elementer i den. For Birkegaard har mystikken så ganske taget over. Til tider ganske underholdende, men i længden perspektivløst.
