»Sulten skærer de svageste bort fra folkets stamme, som en gartner skærer de slette grene af en abild.«
Den velstillede Teo fortaber sig gerne i småfilosofiske ideer og vulgærdarwinistiske anskuelser. For ham er det blot tanker, der kan drejes og vendes over et parti skak, men uden for hans vinduer er situationen, der ansporer ham til at tænke på »folkets stamme«, anderledes konkret og dødelig: Det er vinteren 1867, og Finland er efter to års fejlslagen høst ramt af hungersnød.
Men én ulykke kommer sjældent alene. Heller ikke to eller tre, tænker jeg undervejs i finske Aki Ollikainens debutroman, »Hungersnød«, hvor landets ledende mænd har foretaget uheldige investeringer, og vinteren er 10 grader koldere end vanligt og ender med, i uhellig alliance med manglen på mad, at sende helt op til 20 procent af alle finner i graven. Hvis de da kan komme ned i den frosne jord.
På den baggrund virker Teos tanker usmagelige og fjerne fra de fleste af de forarmede mennesker, der i desperation forlader deres udpinte landsbyer og påbegynder en vandring gennem snefoget mod Helsinki eller Skt. Petersborg.
Som om det skulle være bedre dér. Men der er ikke andre muligheder, heller ikke for en mor og hendes to små børn, som romanen følger særligt tæt og nådesløst gennem det hvide ødeland, hvor værdigheden skrælles af alle, når bare sulten er voldsom nok: På familiens vej ser de en død dreng med »hundehår og kødtrevler« mellem tænderne, og en nat, hvor moren har skaffet dem husly, sniger hun sig hen til en udmagret ko og »snitter et lille sår på den ved halsen« og drikker dens blod.
Vigtigt kapitel i finsk historie
Det er et mareridt af umenneskelighed, fornedrelse og overgreb, hvor håb kun synes at eksistere som febervilde syner. »Hestens ribben ser ud som hænder foldet i bøn«, lyder det i en af de bedste sætninger i romanen, der leder tankerne mod to andre romaner.
Først Cormac McCarthys »Vejen«, hvor en far og søn vandrer gennem et Amerika, hvor en katastrofe har trukket forråelsen og brutaliteten frem i mennesker. Dernæst Knut Hamsuns »Sult«, der nok handler om en mand, der sulter i Kristiania, men synes mere optaget af at skildre en eksistentiel sult.
Det, der gør Ollikainens »Hungersnød« læseværdig, er dens insisteren på det konkrete; på at beskrive vejen, sneen og kroppene, når selv lidt vælling er for meget for de indskrumpede mavesække. På den måde er romanen tættere i familie med »Vejen« end med »Sult«, uden dog at kunne måle sig med nogen af dem.
Vel er der lysende linjer i de fint sammenflettede handlingsforløb, men også en underlig blanding af kortfattethed – romanen er blot på 141 små sider – og en løs sprogbrug: Her er klicheer som »brændende lidenskab«, her er overtydelighed når én eksempelvis siger, at»alt synes at visne i denne tid«, her er replikker der »snerres« eller »grines« frem, og her en overdreven brug af enkelte gloser, ikke mindst »aer«.
»Hungernød« er på trods af dette værd at læse. Men at den har vundet en håndfuld finske litteraturpriser, må hænge tæt sammen med emnet: At den handler om et afsindigt og afsindigt vigtigt kapitel i finsk historie. Den kunne bare have været endnu bedre. Med nogle relativt enkle justeringer.
Titel: Hungersnød. Forfatter: Aki Ollikainen. Oversætter: René Semberlund Jensen. Sider: 142. Pris: 250 kr. Forlag: Turbine.
