Afslørende tvivlsomt

Da Stieg Larsson døde i 2004, 50 år gammel, havde han skrevet, men ikke fået udgivet, den Millennium-trilogi, der efter hans død blev en verdenssucces.

I levende live var han kendt som chefredaktør for tidsskriftet Expo, der bekæmpede højreekstremisme. Hvad han i den egenskab skrev, kan man få en fornemmelse af i antologien »En anden side af Stieg Larsson«, som vennen Daniel Poohl har redigeret. Her er velskrevne, sympatiske og velresearchede angreb på svenske nynazister, men også journalistik, der er skamløst enøjet: Én artikel handler, med udgangspunkt i skiftet i dansk politik efter valget i 2001, om »den danske nyracisme«.

Andre artikler nægter at anerkende, at multikulturalismen overhovedet kan indebære problemer. Som dokumentation af verdens sande tilstand er antologien således tvivlsom. Som dokumentation af Stig Larssons verdensbillede er den ubehageligt afslørende. Spændingsforfatteren af samme navn er klart at foretrække. Fans af »Millennium«-trilogien kan godt springe over.