Astrid Heise-Fjeldgren hedder hun og lader unge Carsten rive den af over så mange sider i »Glasur«, at man føler sig godt fedtet ind efter endt læsning. Og så giver romanen tilmed afsmag for hindbærsnitter.
Men altså, Carsten er uden fast arbejde, har småjobs, glor porno på nettet og fistrer ind i aflukker her og der og alle vegne for at lette trykket. Han spiller trommer i et amatør-heavyband, men først og sidst er han en hæmningsløs romantiker, hjælpeløst forelsket i Leila, bagerens datter. Når hun langer hindbærsnitter over disken, er han ved at dåne af henrykkelse.
På sæt og vis er det et fint, anderledes portræt, forfatteren giver af en ung fyr i dillerens vold. Korte kapitler afsluttet med ordet »next«, fremmaner personens rastløshed. Men Carstens frodige sprog og fantasi, og det, der faktisk sker undervejs, druknes efterhånden i trættende mængder af sperm.