Kristina Stoltz, født 1975, er et stort aktiv på den yngre litteraturscene. Hun er medstifter af non-profitforlaget Fingerprint, der har spyttet den ene fornemme gratis udgivelse ud efter den anden, og som nu, sammen med to andre nordiske forlag, står bag serien [NOORD]. Men Kristina Stoltz er først og fremmest forfatter.

Romanen »Æsel« er et grafisk pragtstykke med sit sorte æsel og skæve skrift. I vores kultur bruges æslet som symbol på dumhed og udholdenhed. I romanen er æslet en skæbnefigur, som man kan gøre sig til ét med. »Æsel« handler om to halvstore afghanske brødres flugt fra Taleban-regimet i Kabul i 1998 til henholdsvis Danmark og Sverige. Nadeem og lillebror Farids far har støttet præsident Najibullah, som jo blev henrettet til åbent skue i Kabul, og nu brænder jorden også under drengene. Onkel afleverer dem hos en mellem­mand i Teheran, og derfra er deres rejse en etårig uvis færd fra hånd til hånd, fra land til land og med lange venteperioder, hvor de ikke aner, om de er købt eller solgt.

Denne historie om angst, håb og uvished og om fysisk og psykisk udmattelse fortæller Kristina Stoltz fornemt gennem de to drenges skiftende synsvinkel. Det kronologiske forløb brydes imidlertid op af sidehistorier om de flygtninge, de undervejs slår følge med. Det er dramatiske kærlighedsfortællinger fortalt på baggrund af diktatur, krig og ufrihed, men i en nærmest blixensk skæbnetung og arkaiserende stil. For mig inkarnerer det svagheden hos Stoltz, fordi hun her går over i en form, hvor følelserne ikke vises, men i stedet postuleres af fortælleren. Det gør hun også andre steder, som når et samleje beskrives med store ord som en mur, der brydes ned, uden at læseren faktisk kan mærke, hvad der sker mellem de to agerende.

Ærgerligt, for Stoltz kan godt blive i følelserne, ligesom hun kan bruge billeder på en fin og mønsterdannende måde, som hun f.eks. gør gennem romanens spor af blå og grønne trillende glaskugler.

Romanen er elementært medrivende, men æslet er spændt for hårdt for. Jeg ville ønske, at Kristina Stoltz var blevet i hovedsporet, som jo har bund i en rystende politisk virkelighed, som nærmest er glemt (at USA hjalp Taleban til magten), og havde lagt den romantiske storyteller lidt til side.