Det er næsten muligt at se for sig, hvordan digteren Adonis dukker frem fra tv-skærmens syriske ruinhobe, vinkende med nogle linjer fra et af sit forfatterskabs og den moderne arabiske litteraturs hovedværker, »Sange af Mihyar fra Damaskus«:
»Se ham dukke frem af ruinhobene/bærende på nye alfabeter, se ham/skænke sine digte til de forpinte vinde/se ham/upoleret og forheksende som kobber/Han er et sprog der blafrer mellem masterne, han er/ridderen af de sælsomme ord.«
Der er åbenlyst knald på mytologien i digternavnet Adonis, og historien om den syriske poet, født Ali Ahmed Said i 1930, begynder da også næsten som et eventyr fra 1001 nat: Drengen voksede op i en lille landsby uden skole, men lærte at læse og skrive af sin far. Da han var 13 år gammel, besøgte landets præsident landsbyen, og det lykkedes Ali Ahmed at mase sig frem foran menneskemængden og læse et digt op for præsidenten, der imponeret spurgte, hvad han ønskede sig. At gå i skole, lød det klare svar, og så fik drengen et stipendium til et fransk gymnasium, og i 1949 blev han optaget på universitetet i Damaskus. Allerede som 17-årig valgte han at skrive under navnet Adonis, som han hentede fra den fønikiske mytologi, og i dag er han almindelig anerkendt som den arabiske verdens største og mest indflydelsesrige nulevende forfatter. Han har i årevis haft en fast plads på listen over favorit-kandidaterne til Nobelprisen, og senest er han blevet hædret med den tyske fredspris Erich-Maria-Remarque-Friedenspreis 2015, hvad der i øvrigt slet ikke gik stille eller fredeligt for sig.
Hans navn har gennem årtier været et stensikkert signal til heftige diskussioner om holdninger til kulturen og magtstrukturerne i den arabiske verden, til Assad-regimet og til de forskellige grupperinger i oprøret mod Assad. Tidligt under det Arabiske Forår kunne han erklære, at »ingen folkelig revolution vil komme ud af en moské.« Navnet Adonis er identisk med skepsis og oprør i forhold til de arabiske regimer og samfundsforhold, og hans forfatterskab er vedholdende kritisk i forhold til en islamisk kultur, der betragter sig selv som eneejer af sandheden. Allerede i 1956 måtte Adonis forlade Syrien og flygte til Libanon efter at have siddet i fængsel et år, og senest i 2013 udstedte imamen Abdelfetah Zeraoui Hamadache en fatwa, der bekendtgjorde, at alle Adonis’ bøger skulle brændes. Til gengæld har den palæstinensiske tænker Edward Said erklæret, at »Adonis er den mest modige og provokerende arabiske poet.«
Digteren Adonis og hans »Sange af Mihyar fra Damaskus«, der er overbevisende oversat af Anna Stigsgaard og Salim Abdali (den sidste har også skrevet den glimrende introduktion til forfatteren), er på mange måder det indlysende gode valg til et støtteprojekt, der lader indtjeningen ved udgivelsen gå til ofrene for borgerkrigen i Syrien. En tragedie hinsides alle beskrivelser bliver trukket lidt tættere på en dansk læsers fatteevne gennem samspillet mellem Adonis’ poetiske oprør og kærlighedserklæring til den gamle kulturby Damaskus og den dansk-syriske læge Haifaa Awads forord, der former sig som en rapport fra et felthospital og en skildring af afmagten ved at se sit hjemland drukne i blod.
»Sange af Mihyar fra Damaskus« blev udgivet første gang i 1961, og som en slags alter ego har Adonis hentet en ikke særligt kendt digter fra 900-tallet frem fra den arabiske kulturs historie:
»Han er konge,/Mihyar er konge, og drømmen/er hans palads, hans haver af ild./I dag/forrådte en livløs stemme Mihyar til ordene: Mihyar/er konge/han lever i vindens kongedømme/og hersker over hemmelighedernes jord.«
Mihyar er den søgende sjæl, der brød op fra sin barndoms Zarathustra-tro og konverterede til islam, men han fulgte aldrig majoriteten af sunni-muslimer. Han blev kendt som sufi-munk, og det er herskeren over »hemmelighedernes jord«, mystikeren og den søgende tvivler Mihyar, Adonis træder i poetisk dialog med, når han så lysende klart distancerer sig fra enhver form for religiøs sikkerhed og sandhed og bekender sig til tvivlen:
»Jeg vælger/ikke Gud og ikke Satan/Begge er en mur, begge/gør mig blind./Skal jeg udskifte en mur med/endnu en mur/når min tvivl er en lysende tvivl/en alvidende tvivl?«
»Sange af Mihyar fra Damaskus« er inddelt i seks afsnit med markante overskrifter som »Ridderen af de sælsomme ord«, »Ørkentæmmeren«, »Den døde Gud«, »Den trange tid« og »Verdens rand«, og hvert afsnit indledes med en salme, en slags lovsang og en mystisk identifikation med et universelt »alt«, fjernt fra enhver form for totalitær religiøs og ideologisk indsnævring:
»Han kommer ubevæbnet som skoven, og som skyerne kan han ikke drives tilbage – i går løftede han et kontinent op og flyttede havet fra dets leje… Han er virkeligheden og dens modsætning, han er livet og alt udenfor det.«
Adonis er ganske enkelt en fabelagtig digter, og »Sange af Mihyar fra Damaskus« er verdenslitteratur i den mest bogstavelige forstand. I bogens billedsprog mødes arabisk og vestlig tradition, og sufimystik forenes med surrealismens drømmebilleder og klare træk af forskellige mytologiske fortællinger. Verden og ikke mindst Syrien har brug for digte som dem, der står i »Sange af Mihyar fra Damaskus« med deres insisteren på »nye alfabeter«.
Hvad: »Sange af Mihyar fra Damaskus«
Hvem: Forfatter: Adonis. Oversættelse: Anna Stigsgaard og Salim Abdali. Introduktion: Salim Abdali. Forord: Haifaa Awad. Forlag: Lindhardt og Ringhof.
Hvor meget: Sider: 212. Pris: 250 kr.
