Adler-Olsen er læsernes favorit

Læsernes bogpris: Ti fremragende bøger var i spil til Læsernes Bogpris. Vinderen blev Jussi Adler-Olsen, der torsdag modtog Berlingske Tidendes og Danmarks Biblioteksforenings litterære hæder.

Jussi Adler-Olsen debutterede i 1997 med romanen »Alfabethuset«. Fold sammen
Læs mere

Skal der være fest, så lad der være fest!

En prisoverrækkelse bør have et vist format, og format er der altid over uddelingen af Berlingske Tidendes og Danmarks Biblioteksforenings litterære hæder, Læsernes Bogpris, der er på 75.000 kroner, og som torsdag blev uddelt for syvende gang. Det skete - vanen tro - på Danmarks Biblioteksforenings årsmøde, og det betød, ligesom ved tidligere lejligheder, at alle, der har meget at skulle have sagt i den danske biblioteksverden, var til stede.

Dermed var læserne også repræsenteret, for det er jo blandt andet dem, bibliotekerne er sat i verden for at betjene, og dermed var scenen sat på bedst tænkelige vis for årets vinder, den 59-årige forfatter Jussi Adler-Olsen.

Hans seneste krimi, »Flaskepost fra P«, var nomineret sammen med ni andre glimrende litterære værker i mange tænkelige genrer, og når det var den, der løb med laurbærrene, så skyldes det ganske simpelt, at det var den, som flest danskere stemte på ved afstemningen, som alle kunne deltage i.

Således bekræftet i sin læserappel gik Jussi Adler-Olsen i aftes på scenen i Musikhuset Esbjerg, hvor han indledningsvis fik sin pris overrakt af Berlingske Tidendes litteraturredaktør, Jens Andersen. Sidstnævnte sagde:

»Om Jussi Adler-Olsen og »Flaskepost fra P« - der er befriende langt fra tidens store strøm af middelmådige danske krimier - kan der siges mange ting. Først og fremmest, at forfatteren har et sjældent navn, der kunne have givet forlæggere, boghandlere og bibliotekarer sved på panden, hvis ikke forfatteren i en tidlig alder havde været forudseende, skilt sig af med fornavnene Carl-Valdemar-Henry - og satset på kælenavnet »Jussi«.

Nødråb fra fortiden

Jens Andersen talte naturligvis også om selve det hædrede værk, hvor den fandenivoldske politikomissær Carl Mørck, der holder til i kælderen under Politigården, får overdraget en flaskepost, som viser sig at indeholde et flere år gammelt nødråb fra to store drenge, og bliver viklet ind i en grum intrige, der både involverer iskolde kidnappere, lede sekter og et kapløb med tiden. Også i inderkredsen har vor helt meget at se til.

Papsøn og bøsselejer

På hjemmefronten tumler han med en sælsom sammenbragt familie bestående af et stk. papsøn, bøsselejeren Morten og den lamme kollega Hardy, der engang kom til skade i embeds medfør, og på jobbet viser punkersekretæren Rosa sig at have en lys og mystisk tvillingesøster Yrsa, der for en stund afløser hende som vikar. Der er også - og ikke mindst - den uundværlige assistent Assad, der har syriske aner, og som har hemmeligheder, som han ikke vil ud med til Carl.

»Scoopet i bogen er den indgående skildring af, hvordan religion og psykologi går hånd i hånd i hænderne på manipulatorer. I sandhed skræmmende, men også tankevækkende prosa,« sagde Jens Andersen.

»På samme måde suges læseren ind i den bredt favnende sædeskildring, der ligner en umulig nationalromantisk blanding af Storm P, Hans Kirk, Morten Korch og Dan Turèll. Hver eneste figur i fiktionen får sine egne unikke hudfolder og særlige karaktertræk. Man bliver simpelthen klogere på mennesker af at læse ham Jussi.«

Respekt for læserne

Da Berlingske Tidende inden prisoverrækkelsen talte med Jussi Adler-Olsen, erklærede han sig »meget taknemlig« over at have modtaget Læsernes Bogpris for sin roman, som er foreløbig tredje bind i en serie om den ikke helt almindelige Afdeling Q på Politigården. Dels er han ikke just - skønt han debuterede tilbage i 1997 - blevet overdynget med litterære priser. Dels - og ikke mindst - betyder de læsere, som prisen er opkaldt efter, umådeligt meget for ham. Læserne er en af de bastioner, han vil kæmpe for. Han respekterer dem dybt. Uden læsere giver det ingen mening for ham at skrive. En anden bastion er, af samme årsag - og det vil sige lysten til læsere - folkebibliotekerne. Disse for vort land så centrale kulturinstitutioner er i hans øjne hjørnestene i det danske litterære liv. De er umådeligt væsentlige for forfattere på vej frem, påpeger han, fordi de kan være med til at sikre, at forfattere også bliver læst, når bøgerne er blevet halvgamle og ikke længere står fremme hos boghandlerne, hvorfor man må søge dem andre steder. De er også af afgørende betydning, hvis bredden i dansk litteratur skal helt ud i krogene af det danske land - og det skal den!

»Derfor bekymrer det mig sindssygt at se de seneste års biblioteksnedlæggelser og den ligegyldighed, de bliver mødt med,« sagde Jussi Adler-Olsen, og så talte han om endnu en bastion, nemlig boghandlerne, som der jo bliver færre af. Den udvikling bryder den nyhædrede forfatter sig ikke om, og han bryder sig slet ikke om, at de boghandlere, der bliver tilbage, ofte retter spotlyset mod nogle få, meget salgbare titler, mens resten af ny- og knap så nyudkomne titler bliver stadig sværere at få øje på.

»Det gør det svært for mig at tro på, at bredden i dansk litteratur kan blive ved med at eksistere.«

Men indtil videre eksisterer den jo, bredden, hvilket Jussi Adler-Olsen selv er et godt og omvandrende eksempel på. Lige nu glæder han sig også over, at Afdeling Q-bøgerne skal laves til TV-serier med seks afsnit af 45 minutter pr. bog og med Zentropa som hovedproducent, og vi skulle hilse og sige, at forfatteren absolut ikke er kommet sovende til succesen. Helt bogstaveligt tværtimod. I den sidste del af arbejdet med »Flaskepost fra P« fik han produceret med en hastighed, der egentlig ikke burde kunne lade sig gøre, men det gjorde den jo.

»Jeg sad i et sommerhus og skrev 120 sider på ti dage. Det betød, at jeg måtte sidde fra klokken 9.00 om morgenen til klokken 4.00 næste morgen, og jeg fik næsten ingen mad eller søvn. Folk, der gik forbi, grinede af mig, for hvad laver ham idioten dog? Jeg vil ikke anbefale nogen at arbejde sådan, men omvendt må jeg sige, at sådan nogle meget korte og koncentrede perioder kan være nyttige, når man skal bevare intensiteten og overblikket. Sådan har jeg haft det med alle de bøger, jeg har skrevet. Men aldrig på samme måde som med denne her roman...«

Blandt de mange afgivne stemmer til Læsernes Bogpris har vi udtrukket vinderne af et rejsegavekort på 5.000 kr fra Best Travel eller ti signerede bogpakker. Vinderne får direkte besked.

Blandt de mange afgivne stemmer til Læsernes Bogpris har vi udtrukket vinderne af et rejsegavekort på 5.000 kr fra Best Travel eller ti signerede bogpakker. Vinderne får direkte besked.