På en sortsynets skala fra ét til ti er Heiner Müller digteren, der uden rysten på hænderne scorer en ren tier. »Min skam har brug for mit digt« lyder hans poetiske programerklæring, og det eksistentielle regnskab gør han uden illusioner op med vendinger som »På alle sprog/Hedder fremtiden død«. Eller: »døden bliver hjemstavn«. Skønskriveriet er ikke tyskeren Heiner Müllers anliggende. Han går benhårdt og knivskarpt til historiens, de litterære klassikeres og de personlige perspektivers mørke sider. For arten »menneske« er fremtidsudsigterne kulsorte. I Müllers poetiske regeringsgrundlag er enhver form for generationskontrakt ophævet:
»Vor tids kirkegårdsgraveres ANESUPPE/Forgiftet med medikamenter forpestet af fremskridt/Ødelægger vi som døde VORES omverden OMVERDEN/sikken et ord VI ER DEN STRÅLENDE MIDTE …«
Heiner Müller, født 1929, boede til sin død i 1993 i Østtyskland og er almindeligt anerkendt som Tysklands betydeligste dramatiker i det 20. århundrede efter Bertolt Brecht. Men ved siden af teaterstykkerne skrev han – præcis som Brecht - også digte, og i tiden efter Murens fald i 1989 og frem til sin død af strubehovedkræft i 1995 skrev han de totalt desillusionerede »Digte efter Murens fald«, som Madame Nielsen har oversat og forsynet med både forord og et PS, hvor mørket hos Heiner Müller sammenstilles med mørket hos en anden dramatiker-digter, svenskeren Lars Norén.
Henover siderne i »Digte efter Murens fald« danser historien tango, og Heiner Müller skriver om »to tusind års vekselbad mellem håbet/Om en anden historie og fortvivlelsen/Over de velkendte gamle historiers genkomst«. Sammen med digtene, der spejler Tysklands historie i det 20. århundrede, og hvor duften af »Sæbe i Bayreuth« og erindringen om Auschwitz blandes med møderne mellem Karl Marx og de frie markedskræfter, står stykker, hvor Müller skriver sig ind i en dialog med de litterære klassikere fra Euripides til Joseph Conrad. Et af hovedstykkerne i bogen er »Herakles 13«, efter den græske tragediedigter Euripides, og med sin tumultarisk komprimerede sætningsopbygning leverer Müller et knugende koncentrat af forvildet vold og tragisk ophævelse af menneskelige normer.
Som en slags fuldbyrdelse af sin motivverdens altoverskyggende mørke registrerer Heiner Müller sideløbende med sine historiske og litterære ekskursioner og udforskninger med stor klinisk nøgternhed sin egen sygdom og det kropslige forfald i digte som »JEG TYGGER DØDENS SKÅNEKOST«, der er skrevet umiddelbart før han døde:
»Smager igennem/Efter den sidste endoskopi i lægernes øjne/Stod min grav åben Eksperternes sorg/Rørte mig næsten og jeg var næsten/Stolt af min ubesejrede/Tumor/Et øjeblik kød/Af mit kød«.
Ikke ligefrem poetisk »skånekost«, men med blandt andet det lille ord »næsten« holder digteren enhver følelsesmæssig patos på afstand.
Det er absolut stort, og det er ekstremt sort. »Men mørket lyser«, som oversætteren Madame Nielsen slutter sit forord. Med Heiner Müllers »Digte efter Murens fald« får den klassiske tragedies begreb »katarsis« eller renselse fornyet indhold.
Hvad: »Digte efter Murens fald«
Hvem: Forfatter: Heiner Müller. Oversættelse, forord og PS: Madame Nielsen.
Sider: 136. Pris: 175 kr. Forlag: Basilisk.
