Åsne Seierstad er på kant med etikken og sandheden

»To søstre« er et velskrevet og vigtigt dokudrama om et par frigjorte teenagetøser, der ender som jihad-brude. Men kildemæssigt er den problematisk. Foto: Thomas Lekfeldt. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Af Merete Reinholdt kultur@berlingske.dk

Man vågner ikke lige pludselig en dag som ekstremist, man vokser ind i retningen, skriver Åsne Seierstad et sted i sin rystende og velresearchede »To søstre«. Den gradvise groning fra fodboldspillende, feministisk og fremmelig jente til niqabklædt salafist er således omdrejningspunktet for forfatterens projekt i denne dramadokumentariske genfortælling om en norsk-somalisk families opløsning som følge af teenagedøtrenes hemmelige flugt til Syrien. Hvorfor skete det, hvordan blev de påvirkede, hvornår gik det galt?

Uden at komme med bombastiske svar fremstår selve beretningen som én lang skræmmende forklaring. Med sin detaljerede beskrivelse af de to pigers udvikling lykkes det med andre ord Seierstad at levere grunddelene til en manual i, hvordan det omgivende samfund ville kunne bremse fremtidige misvækstede forløb som dette.

Forløbet er selvsagt ikke entydigt. Men ved at bevæge sig så langt ind i den pågældende families liv og pigernes hverdag frem til afrejsen, som det her er tilfældet, tegnes et nuanceret billede af, hvordan radikaliseringsprocessen bunder i en række forskellige faktorer, der samlet skubber pigerne i armene på religiøse fundamentalister. Og det mest interessante er, at det ikke er forældrene, der presser børnene. Er de skyldige i noget, er det snarere ikke at (formå at) involvere sig nok i deres poders hverdag.

Bogen er samtidig en pædagogisk indgang til forståelse af krigen i Syrien, amerikanernes og russernes roller, den religiøse vækkelse i området, det arabiske forår samt det manglende syriske. Derudover bliver man klogere på somaliske krige og kutymer, ikke mindst hvilken dominerende rolle moren har i børneopdragelsen.

Fortællingen starter den oktobermorgen i 2013, hvor Ayan og Leila på 19 og 16 år forlader hjemmet i Oslo-forstaden Bærum for at rejse til Syrien og tilbyde sig som Jihad-brude. I en detaljeret, næsten filmisk scene fra familien Jumas køkken følger man fare,n Sadiq, lave bønnemos, ungerne spise og alle haste ud ad døren, indtil forældrene hen på aftenen begynder at bekymre sig over, at de to piger endnu ikke er kommet hjem. Da det endelig går op for dem, hvad der er sket, er det for sent at standse dem. Få dage efter rejser Sadiq i deres fodspor til Tyrkiet og senere Syrien for at få dem med tilbage, men med uforrettet sag. Han gentager rejsen flere gange i de følgende år og lykkes da også med at møde den ældste datter i fem minutter. Men hun og søsteren er ikke, som faren ellers forsøger at overbevise sig selv og andre om, kidnappet og tvangsgift. De har selv valgt det. De vil ikke hjem igen.

Både moren og faren går gradvist i opløsning. Han vikler sig ind i et hav af bortforklaringer og løgne, taler med sig selv og mister fokus i livet, hun ender med at rejse tilbage til Somaliland med de to yngste sønner. Den ældste søn, der er bogens mest sandfærdige og fremtrædende kilde, vender sig mod religionen og sin familie og koncentrerer sig om sin uddannelse.

Sadiq vil ikke acceptere, at hans døtre er blevet radikaliserede, og hans mål i livet bliver at få dem hentet tilbage til familien, så alt kan blive som før. Han sætter sig i gæld i både Norge og Syrien, og på en af sine rejser er det nær ved at ende galt, da han tages til fange af islamisterne og udsættes for en hårdhændet behandling. Må man formode.

For problemet med formen er, at troværdigheden har trange kår. Jovist tror man på det, der står, man fanges ind af den virkelig velfortalte og dramatisk velopbyggede beretning, der visse steder minder om en godt komponeret krimi. Men for det første er flere af Seierstads kilder ikke altid til at stole på – den følelsesmæssigt traumatiserede Sadiq bliver af samme grund kaldt Digteren Sadiq. For det andet bevæger Seierstad sig over i fiktionen, når hun f.eks. beskriver, hvordan folk, som hun end ikke selv har talt med, tænker og føler i en given situation, ligesom at hun ud fra andenhåndsoplysninger navngiver en påstået barnemorder. Det højner dramatikken, men svækker journalistikken.

I epilogen reflekterer forfatteren desuden over, om det er etisk forsvarligt at gå så tæt på to piger, som ikke har givet deres samtykke. Målet helliger midlet, er det indirekte svar. Spørgsmålet er, om det (også) er i orden at offentliggøre private beskeder fra pigerne, gamle skolestile osv., og måske er det derfor, at forlaget i sit pressemateriale kalder bogen »en roman«, selv om der på omslaget står »en reportage«. I epilogen kalder Seierstad selv sin bog for »litterær journalistik«, hvilket er et andet udtryk for dramadokumentarisk. Og det er jo dejligt rummeligt ...

 

To søstre. Jihad-brude i Kalifatet

 

Forfatter: Åsne Seierstad. Sider: 440. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal.