Aamunds Sex and the City i Pilestræde

Jane Aamunds erindringer om livet som journalist er en stilet i skridtet på ideen om, at kvinder har brug for at blive reddet af en mand.

Jane Aamund Fold sammen
Læs mere

Lad være se Sex and The City om fire new yorkersinglers traurige jagt på kærligheden, indhyllet i ulidelig let ligegyldighed. Køb Jane Aamunds nyeste bog. Den handler også om forholdet mellem mænd og kvinder, at klare sig selv, venskaber, arbejder, ja såmænd en klummeskriver, men den er mindst lige så underholdende - og langt mere opløftelig, fordi den ikke postulerer, at livet uden mand er fint fint, mens alle alligevel jager den eneste ene, men tværtimod at livet kan være så fint så fint - og kommer der en mand forbi, må han da godt jage en lidt.

Jane Aamund kalder bogen »Dengang det var sjovt«, og den handler om hendes liv på Berlingske. De mange rejser, inklusive en tur til Sardinien, hvor hun blev bortført og senere gik i seng med bortføreren efter at have grinet af hans understel, kollegerne, de lede redaktører, de skrappe damer, de beundrede - som Lotte Freddie og Lise Nørgaard - redaktionens hjælpere, vagterne og typograferne. Om at skændes med cheferne, råbe af kolleger og elske sit job.

Masser af skæbner

Titlen »Dengang det var sjovere« fortæller ganske klart, hvad Jane Aamund synes om vore dages medieliv, og mellem dig og mig kære læser kan vi godt diskutere, hvor herlige storrumskontorer uden faste pladser egentligt er, og jo pengene sad løsere, og byen var også fyldt med flere originaler end i dag - men bogens sider vrimler også med skæbner, mennesker med bløde løse sind, der ikke kunne holde til farten og drak sig stille. Helt stille.

Om det var sjovere? Det er svært at afgøre, alt er måske mere rosenrødt genoplevet i erindringen, og det er svært ikke at tænke, at Jane Aamund også ville have det ret sjovt, hvis hun var 42 i Pilestræde i dag - evnen til at få det bedste ud af det man har er lige dele heldige gener og viljesakt. Damen har begge dele.

Jane Aamund fortæller ekstremt underholdende - og altid med den stædige insisterende strøm af, at man er ansvarlig for sig selv. Selv, hører De? Ikke de andre, ikke ham, der ikke dukkede op på hesten, ikke Gud, ikke skæbnen, ikke terapisten. man er ulykkelig, må man rejse til Nice og danse det væk, til man kan skrive uden at græde. Er man vred, må man råbe af redaktøren, er man bekymret, må man sige til, er man noget, der ikke er godt nok, må man selv gøre noget ved det. Eget ansvar altså - og jo, i bedste Sex and The City-stil er det herligt, når de kommer en mand forbi, men han er ikke nødvendig for det sjove liv. Det kan godt være, at det ikke er stor kunst, men det er ualmindeligt at huske - for det og for underholdningsværdien får hun fem stjerner.