Det kan virke som en halsbrækkende manøvre at ville skildre hele den tidlige danske litteratur frem til år 1800 – lødigt – på blot 700 sider og ud fra en overordnet disponering, der lader den fylde ét bind ud af fem. Der er immervæk tale om et materiale, som i den foregående litteraturhistorie, den marxistisk inspirerede Dansk Litteraturhistorie fra 1980erne, fyldte fire bind.
Ikke desto mindre må man lade »den nye« litteraturhistorie, Mortensen og Schacks Dansk Litteraturs Historie, bd. 1, at det lykkes meget godt. Plads spares ved, at man fravælger den ellers obligatoriske præsentation af »litteraturen« før litteraturen – runesten, mv. I denne litteraturhistorie tager man sit objekt alvorligt og betragter litteraturen som begyndende med bogens medium, og værket indledes med en fin, nuanceret og letforståelig diskussion af selve litteraturbegrebet.
Dansk litteraturs historie begynder med den latinske digtning fra den tidlige middelalder og bevæger sig derefter i raskt trav op igennem historien – Saxos Danmarkshistorie, folkeviserne, Arrebo, Kingo, Christine, Holberg, Brorson, Ewald, Biehl, Heiberg og Baggesen, for nu blot at nævne nogle af highlightene. Forfatterskabsportrættet er, som i stort set alle andre litteraturhistorier, et af de centrale greb, og der er generelt (men ikke konsekvent) udblik til verden uden for andedammen.
Det store historiske stræk taget i betragtning er det overraskende, hvor godt det lykkes skribentgruppen (på syv personer) at skildre den, uden at man føler, de snyder på vægten eller forfladiger fremstillingen. Ligeledes skal redaktørerne roses for, at de har fået skribenterne til at ramme en fælles tone: Saglig uden at blive tør – en stil der egner sig til både fordybelse, hurtige opslag og genlæsning.
Man kunne indvende, at det ikke er et bind, der byder på de store overraskelser eller lægger op til ideologiske uenigheder. Denne del af litteraturhistorien bliver mindre omskrevet end genskrevet sammenlignet med tidligere udgaver. Periodiseringerne rykkes lidt, men nogen markant omtænkning er der ikke tale om. Hvilket jo heller ikke skal være et projekt i sig selv, hvis vi ellers kan blive enige. Og lige netop vedrørende det gamle stof synes der ikke at herske nogen større diskussion.
Men man kunne godt have ønsket sig en lidt klarere udmelding om, hvad princippet bag værket er – hvilke overvejelser redaktørerne har gjort sig, osv. Måske bliver vi indviet heri, når de sidste to bind af litteraturhistorien foreligger?
