»Hvem er han?« spurgte Jan Kjærstad, da han så, at Henrik Nor-Hansen er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2017.
Andre i Norges litterære cirkler har også undret sig over det ukendte forfatternavn, og over hvorfor netop hans bog er kandidat til den store pris.
Jeg kendte heller ikke til Nor-Hansen, men har nu – takket være oversætter Allan Lillelund Andersen og det fine forlag Silkefyret – læst hans roman. Og »Termin – en fremstilling af vold i Norge« fortjener alle de priser, den kan få. Ikke mindst fordi den ikke rigtig ligner nogen anden roman. Det skulle da lige være Nor-Hansens to forudgående romaner, »En redegjørelse for reisestipendet 2010« og »En kort evaluering av psykososialt stress«.
Titlerne matcher i hvert fald den kunstneriske metode i »Termin«: I stedet for det vanlige romansprog, der søger at skabe indlevelse, er den skrevet på en måde, der skaber distance. Der er således intet »jeg« i »Termin«, men i stedet et »man« og snart sagt alle sætninger er mærket af et forbehold. Af et »måske«, et »kunne«, et »skulle have« eller et »man får fortalt«.
Sproget minder om det, der benyttes i journaler, logbøger og politirapporter, og »Termin« ligner en sammenstykning af flere af slagsen og forsøger at beskrive og diagnosticere Kjetil Tuestad.
Han er, som det oplyses i begyndelsen af »fremstillingen«, blevet udsat for et overfald, og det kommer han sig aldrig over. Selvom romanen kun er på 75 sider, følger den Kjetil gennem 20 år, hvor hans hustru går fra ham og han glider fra sit barn og ind i en skyggetilværelse med mentale problemer og stadig svagere og sværere kontakt med andre mennesker.
Kjetil er jævnligt i kontakt med psykiatrien, og måske er det hos dem dette er noteret: »Kjetil Tuestad fortæller om tab af egen personlighed. Han husker ingen kontakt til eget sjæleliv.«
At læse om Kjetil er trods de distancerende beskrivelser både trist og oprørende. Og ét er den vold, der har ødelagt hans velfungerende liv. Men noget andet er sproget, det hele beskrives med, og som repræsenterer systemet. Et diagnosesprog renset for indlevelse og medfølelse, der mere ligner økonomernes end vennernes og familiens.
Måske er det dér volden udspringer, tænker jeg. Af kulden i dét sprog ikke bare social- og sundhedssektoren, men også den udøvende og dømmende magt benytter. Og måske fører det til mere vold og til at ofrene - flere nævnes undervejs i romanen - går til grunde.
Som Kjetil, hvorom det konstateres, at han ikke kan mærke sig selv og andre. Uden at der gøres noget for at føre ham tilbage til sig selv og dem.
»Termin« er på den måde både en fortælling om en ødelagt mand, men også om et ødelæggende sprog, og begge dele er sat koldt og ofte urovækkende i scene af Nor-Hansen.
Som da Kjetil en nat er endt hjemme hos en kvinde, der er bevidstløs af druk: »Kjetil mindes at have skilt kvindens læber og blottet en del af hendes tandkød.«
Det er hvad »fremstillingen« fortæller om mødet. Et sted derinde forsøger Kjetil at trække vejret. Et sted derinde i »Termin«.
Termin – en fremstilling af vold i Norge. Forfatter: Henrik Nor-Hansen. Oversætter: Allan Lillelund Andersen. Sider: 75. Pris: 150. Forlag: Silkefyret.
