Livets mening er sgu at løfte sig lidt op over det hele og se alting oppefra,« bliver der sagt et sted i Merete Pryds Helles »Vi kunne alt«, og det ligner grangiveligt – lige som med titlen – en ironisk kommentar til den navlepillende og mentalt nidkære tid, som forfatteren tegner af 1970erne.

Der bliver med andre ord mobbet, nedgjort og holdt øje med hinanden i det portræt, som Pryds Helle med lige dele rammende sproglig monotoni og halvfjerdser-brun brovtenhed ridser op af den epoke i Danmarkshistorien, der ellers hovedsagelig er omgærdet af frigjort flowerpower-mystik og nye mentale, sociale og personlige muligheder.