I en berømt scene i Johannes V. Jensens roman »Kongens fald« sejler Christian II en isnende kold februarnat i 1523 frem og tilbage mellem Fyn og Jylland, fordi han ikke kan beslutte sig for, hvor han skal gå i land. Skal han sejle til hovedlandet og tage kampen op mod sine fjender? Eller skal han stikke halen mellem benene og flygte over de fynske marker? Igen og igen får kongen skibet til at vende. Scenen er ofte blevet brugt til at eksemplificere den danske tvivlesyge.
Den ene Jensens myte kan bruges til at kaste lys på den anden Jensens nye værk, der hedder »Ud - Opdagelsesrejser 1978-2010«. Samtidig kan gamle Jensens romanmyte belyse »unge« Jensens udvé gennem 30 år, der i høj grad også har handlet om en kortlægning af manden selv. Med troen og tvivlen som de mentale vægtskåle, der hele tiden bevæger sig op og ned i Jensens intellektuelle sind.
LÆS INTERVIEW: Arrogant intellektuel skiderik - og folkeeje
For de, der ønsker at spidde Carsten Jensen som en medløber, vil »Ud« formentlig være en guldgrube. Blotlæggelserne står i kø, når den rejsende forfatter i en række essaystiske kapitler, skrevet i 2010 og drysset ud over bogens fremadskridende kronologi, slår bremsen i og kaster retrospektive, selvkritiske blikke på den halve menneskealder, han har været på færde både i virkeligheden og på papiret.
»Ud« er en bog, der ikke kun kræver udholdenhed, men også tålmodighed af læseren. I mere end én forstand er reportagerne i dag historie, hvilket fordrer, at man som læser er parat til at rejse tilbage til de særlige kulisser og omstændigheder, teksterne blev til i. Samtidig har Jensen aldrig været en mand af få ord og almindelig jævn og billedbeskeden tale. Få danske forfattere kan (og vil gerne) som Jensen skubbe ordene sammen i metaforernes metafor og labyrintisk forførende sætningskonstruktioner, der ofte må læses langsomt og derefter gentages i ens stille, koncentrerede læsersind, før man igen kan tage reporteren i hånden og rejse videre mod horisonten. Ofte beriget, men til tider også overlæsset. Som når Jensen skriver: »Mit manuskript gled stivfrossent ind i den sidste søvn midt i det hvide papirs snedrive«. Det er jo noget pompøst sludder.
For det meste er »Ud« en overlegen opvisning i, hvad der stilistisk og intellektuelt kommer ud af at rejse ud på kloden og ind i sig selv. Kors i hytten, hvor har journalisten i forfatteren fået meget fra hånden gennem årene. Og hvor man dog stedvis på de 528 sider både fryder sig, stemmes til eftertanke og gyser, når afsenderen konfronteres med Indiens fækalierige fattigdom eller forkullede, parterede lig i Kroatien. Eller der rapporteres om civile, soldater og skønånder i lande som Sovjetunionen, Afghanistan, Kroatien, Cambodja, Niger, Norge og Nicaragua.
Drivkraften
Drivkraften bag sit ustandselige rejseri genfinder Jensen hos den mexicanske forfatter Octavio Paz, der i bogen »Ensomhedens labyrint« i 1945 argumenterede for, at prisen for at bevare en civilisation uændret er døden. Følgelig er kontakten med fremmede kulturer en afgørende faktor i al forandring. For en nation såvel som det enkelte menneske.
Det, der gør »Ud« til et spændende dobbeltportræt af en epoke i verdenshistorien såvel som et intellektuelt menneskes forsøg på at forholde sig til de mange politiske, moralsk-etiske dilemmaer, vi fortsat møder i den grænseløse, globaliserede verden, er bogens isprængte essays, skrevet i vor tid.
Disse mellemspil lægger Jensen som sagt ind i sin lange (også for lange) artikelsamling som en slags maskeret demaskering af sin egen politiske tro og tvivl gennem fire årtier. Vi taler ikke om slappe, bodfærdige knæfald og flugt á la Christian II, men derimod om at stå mandigt fast på den intellektuelles ret til at skifte standpunkt og vende tvivlesyge til rask tro på det, Jensen i bogens sidste afsnit kalder for »det konsekvente menneske, der vover at tænke over udfaldet af sine egne handlinger«.
At Jensen selv tør tænke og tale, hvor andre tier, kan ingen være i tvivl om. Gid han også havde været lidt mere konsekvent i udvalget af sine gamle rejseartikler og strammet det op til 300-400 sider (bogen er 536 sider, red.) Det havde været nok.
