Zeruneith kan ikke bare sit kram, han ved også noget om timing. Og det er som bekendt alt

Keld Zeruneith har med stor dygtighed omformet helte- og uhyredigtet »Beowulf« til en lille, tæt roman, hvor gruen stadig er dejligt udpenslet og sproget fuldt af poetisk schwung.

Anthony Hopkins, John Malkovich og Angelina Jolie er på rollelisten i Robert Zimeckis' filmatisering af »Beowulf« fra 2007. Men det er det computeranimerede - og superskulende - monster Grendel, der løber med opmærksomheden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Warner Bros/PR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De stiger op af havet, frem af flammerne, op af jorden og har navne som Kraken, Smaug, Dracula, Godzilla, Hydra, Naga, Livjatan og Nessie.

Men de kommer, hvis man anlægger en psykologisk vinkel på folketroens og religionernes uhyrer, fra samme sted, nemlig fra den menneskelige psyke. Det er dén, der har skabt monstrene; de her rædselsvækkende gestalter, og historierne om dem er historien om vores evige kamp mod det, vi er angste for, det vi frygter.

Sådan læser jeg også »Beowulf«, hvor Grendel bogstaveligt talt stiger op til overfladen, op af frygtens ursuppe og terroriserer menneskene. Et vild, brutalt stykke verdenslitteraturhistorie som kan spores tilbage til to fromme mænd, enten munke eller præster, der omkring år 1000 nedfældede hele uhyrligheden  i 3182 vers.

Jesus som actionman

Siden indtog »Beowulf« en central plads i angelsaksisk historie og selvforståelse, selvom fortællingen udspiller sig i Lejre og Sydsverige, og selvom helten og monsterdræberen Beowulf har dybe rødder i norrøn og germansk sagntradition.

»Herfra må han på en eller anden måde ved mundtlig overlevering være endt i det angelsaksiske«, som Keld Zeruneith skriver i efterskriftet til sin gendigtning af »Beowulf«.

I det ligger en skjult pointe. For det vi anser for del af vores identitet, som vores umistelige arv, er ofte lån fra andre kulturkredse. Og netop »Beowulf« og dens oprindelseshistorie har Zeruneith tidligere skrevet om i bogen »De sidste tider. Hedenskab, heroisme, kristendom«, hvor han argumenterer for, at værket skildrer overgangen fra hedenskab til kristendom, og hvor han skelner mellem digtets hedenske helt og den kristne fortæller.

»Zeruneith har, hvordan man end ser på hans greb, gjort »Beowulf« tilgængelig for nye årgange, og dét i en tid, hvor TV-serier som »Vikings« og »Game of Thrones« er populære og allerede har stemt tiden til sværd og brynjer, til heroisme og uhyrer.«


Det giver god mening, også når man læser Zeruneiths gendigtning, hvor den ærgerrige krigshelt flere steder beskrives som et Guds barn og andre fremstår som en actionudgave af Jesus.

Det er en kamp om verdenssyn og religion, som de to kristne skrivere, der står bag det eneste eksisterende »Beowulf«-manuskript, har forsøgt at udkæmpe på siderne. Det får indimellem teksten til at knage, kristendomificeringen virker ofte forceret, men den holder alligevel, præcis som Zeruneiths gendigtning, hvor han har kogt versene ind til et tæt, intenst prosaværk på lidt over 100 sider, om to uforenelige universer, der kolliderer.

I det ene lever kong Roar, og her er alt er velstand og harmoni, og her er omdrejningspunktet »et vældigt møde- og mjødhus«.

En blanding af bar og rådhus, for nu at sige det populært, hvor samtaler blander sig med bæger- og harpeklang. Men hvor lykken varmer alle i Roars kongerige, så piner det »en mægtig dæmon« fra et anderledes ondt univers.

At flå en mand i stykker

Grendel, hedder dæmonen. »En i grænselandet berygtet og frygtet omstrejfer, der listede omkring i hedesletter, mosedrag og uvejsom ødemark«, og som nu provokeres af det al den lykke og alt det leben.

Så en nat da mændene sover i hallen, sniger Grendel sig ind og tager en mand. Det fortsætter han med at gøre gennem de næste tolv år. Langsomt og grusomt tømmes hallen for mænd og glæde.

Den bliver et sorgens og frygtens hal i stedet for en lysets, men historien om Grendels hærgen når Beowulf, »den unge gøterhelt«, der er sulten efter drama og den anerkendelse, succes i slag giver. For ham er kampen mod Grendel ikke bare en mulighed for at hjælpe en konge i nød, men også en vej til »stordåd«, til berømmelse og en plads i skjaldenes strofer.

Beowulf bliver altså manden mellem himmel og helvede og lægger sig krigslistigt til at sove i hallen med de tilbageblevne mænd. Snart kommer Grendel: »Monsteret tøvede da heller ikke længe, men greb først en sovende kriger, flåede ham uden tøven i stykker, bed ind til musklernes knogler, sugede fra blodårerne og nedsvælgede ham i store lunser. Han havde på et øjeblik fortæret hele den livløse mand, selv fødder og hænder.«

Men den næste kriger, det næste blodige måltid, er Beowulf, der sætter sig op og holder Grendels bekloede arm i et jerngreb. Med ufattelig styrke fikserer han udyret, og »det lede uhyre pintes af sin legemes-smerte, et vældigt sår åbnede sig i hans skulder, senerne brast, knoglerne faldt fra hinanden.«

Grendel må dødeligt såret flygte, og Beowulf hænger den afrevne monsterarm op i hallen som symbol på sejren og befrielsen. Harmonien er genoprettet, harper og mjød og latter får atter plads. Men hovmodet lurer, for Grendels uhyrlige moder er et sted i havets dyb, et sted i den »kogende sø«. Og helt i »Beowulf«s ånd lægges der også lige en drage til historien, der er særligt medrivende i de passager, hvor Beowulf slås mod bæsterne, og hvor udpenslingen af vold ikke står tilbage for nogen slasher-film. Men hele tiden formidlet med en egen sproglig kraft og billeddannende poesi.

Så hvor heltebegrebet og Guds nærvær fremstår altmodisch i 2018, virker beskrivelserne af volden og gruen levende og moderne i Zeruneiths prosa, der dygtigt imiterer stilen i de oprindelige vers.

Timing er alt

Det er en metode, der nok skal forarge purister, ligesom Otto Gelsteds prosaoversættelser af »Illiaden« og »Odysseen« i sin tid gjorde det. Men Zeruneith har gjort »Beowulf« tilgængelig for nye årgange, og dét i en tid, hvor TV-serier som »Vikings« og »Game of Thrones« er populære og har stemt tiden til sværd og brynjer, til heroisme og uhyrer.

Så Zeruneith kan ikke bare sit kram, han ved også noget om timing. Og det er som bekendt alt.

Beowulf. Gendigtet af Keld Zeruneith. Sider: 128. Pris: 200. Gyldendal.