Vi spørger dem, der kender magten: Bør vi stadig frygte George Orwells profetier fra »1984« i 2021?

George Orwells hovedværk, »1984«, er netop genudgivet i en ny oversættelse. Det er første gang, siden mesterværket om fascismens anatomi udkom i 1949. Vi spørger derfor en magtkritikker, en tidligere minister og en nuværende minister om, hvorfor Orwells dystopi stadig er hyperaktuel i 2021.

George Orwells hovedværk »1984« genudgives, og spørger man Mads Brügger, Merete Riisager og Kaare Dybvad, er den lige så relevant i dag som i 1949. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau Scanpix

»Den, der kontrollerer fortiden, kontrollerer fremtiden; den, der kontrollerer nutiden, kontrollerer fortiden.«
– George Orwell

Da George Orwell udgav romanen »1984« i 1949, havde han næppe fantasi til at forestille sig de muligheder, som den moderne teknologi giver for at realisere hans dystopiske visioner for et fremtidigt overvågningssamfund, hvor al menneskelighed er formaliseret, og hvor egenrådighed og følelser er strafbare.

Vi har spurgt tre kendte danskere med hver deres forhold til magten om, hvorfor Orwells hovedværk ikke er blevet mindre relevant, siden det for første gang blev udgivet for 72 år siden.

»Som forfatteren Umberto Eco har bemærket, er to tredjedele af »1984« »ikke en negativ utopi, men faktisk historie,« påpeger Mads Brügger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Mads Brügger: »1984« er den onde herskers ultimative drøm

Journalist, forfatter, tidligere programchef på Radio24syv og dokumentarfilmskaber.

Hvorfor er »1984« stadig relevant i dag?

»Det er et evigt gyldigt og evigt interessant værk. Det er forkert at tro, at »1984« er Orwells forsøg på at forudsige fremtiden. Meningen med »1984«, set fra Orwells side, var at advare læserne om en mulig fremtid, en værst tænkelig fremtid. Romanen er en advarsel. Hvad Orwell frygtede, med god ret, var, at der i fremtiden vil opstå et diktatur, som er så infamt, altomfattende og gennemført, at al modstand vil være nyttesløst. Det er det, som Orwell mener, når han skriver om en sort, jernbeslået støvle, som presses mod et menneskeansigt, som et billede på fremtiden.«

»Hvad man kan frygte er, at dette ultimative diktatur er nutidens Kina, for kineserne er ved at tage undertrykkelsen og kontrollen af millioner af mennesker til et niveau, vi aldrig har set før. Med sammenfletningen af kunstig intelligens, automatiseret social kontrol og ansigtsgenkendelse vil kineserne snart realisere enhver ond herskers ultimative drøm, nemlig at kunne monitorere og læse menneskers følelser og tanker i realtid.«

»På nuværende tidspunkt er »emotionel overvågningsteknologi«, som det hedder i Kina, stadig på forsøgsstadiet, men de farer afsted med syvmileskridt, og det er kun et spørgsmål om år, før vi vil se et samfund som i »1984«, hvor regimet bliver i stand til at læse menneskers tanker, mens de tænker dem. Og så bliver begrebet tankeforbryder noget meget virkeligt.«

Er der dele af Orwells værk, som er blevet til virkelighed?

»For at starte et sted kan man jo altid tage til Nordkorea og her møde et regime, som er ren »1984«. Som forfatteren Umberto Eco har bemærket, er to tredjedele af »1984« »ikke en negativ utopi, men faktisk historie«. Meget af handlingen i »1984« har allerede fundet sted: I Stalins Rusland, i Hitlers Tyskland, i Francos Spanien. Allerede i 1930erne havde man en fungerende videotelefon i Tyskland, ikke ulig teleskærmen i hovedpersonen Winstons lejlighed i »1984«. Protokollen fra Wannsee-konferencen (20. januar 1942, red.), hvor nazisterne besluttede Holocaust, giver klare mindelser til Orwells tanker om, hvordan et totalitært regime misbruger og udnytter sproget til at skjule forfærdelige forbrydelser. Udtrykket »den endelige løsning« er meget orwellsk.«

»Andre dele af Orwells værk har udviklet sig i en retning, som er meget vildere end, hvad Orwell kunne forestille sig. I »1984« skriver Orwell om, hvordan beboerne på Airstrip One – virkelighedens England – og i de andre dele af superstaten Oceanien dagligt deltager i tvunget kollektivt had rettet mod regimets modstandere. Hvad Orwell ikke har taget højde for er vor tids sociale medier, hvor folk af egen fri vilje lader sig overvåge og kontrollere af private selskaber, og dagligt deltager i kollektivt had og raseri rettet mod tankeforbrydere og upersoner – igen: helt frivilligt, uden tvang.«

»Der er også noget meget orwellsk over hele cancel-culturen – altså ideen om, at en person, som for eksempel afsløres i at have optrådt med black face for 23 år siden, fra den ene dag til den anden kan blive slettet og glemt, aflyst simpelthen. Og så er der selvfølgelig trumpismen, som smager meget orwellsk. Udtryk som fake news, alternative fakta og den postfaktuelle virkelighed indrammer tilsammen en udvikling i retning mod en »1984«'sk kultur, hvor intet længere er sandt, og selv de mest solide historiske kendsgerninger er til forhandling alt efter magthavernes præferencer.«

Er der dele af »1984«, som vi har overset, men som du frygter snart bliver virkelighed?

»Ja. Da Brexit blev virkelighed, Trump blev valgt og Xi Jinping besluttede sig for, at Kina skulle kræve sin retmæssige plads som verdens hersker, begyndte man at kunne ane konturerne af det geopolitiske verdensbillede, som det findes i »1984«, hvor verden er delt op i tre superstater. Det er en meget interessant udvikling faktisk. I »1984« har vi Oceanian, som er England, USA, Australien og Sydafrika slået sammen. England er blevet en faldefærdig rønne, som befolkes af fattige proletarer. Med Brexit og alliancen mellem Trump og Boris Johnson og Englands igangværende deroute ligner det lidt begyndelsen på Oceanian. Den næste blok i »1984« er Eurasien, som er Europa og Rusland slået sammen, fra Portugal til Beringsstrædet, og til sidst har vi så Østasien, som er Kina og resten af Asien, som Orwell kalder for en kæmpemæssig dødskult.«

»Cancel culture handler jo om at kontrollere fortællingen om fortiden og andres tankesæt. Man siger jo, at den, der kontrollerer fortiden, styrer fremtiden, og derfor fungerer de moderne identitetspolitiske værktøjer som magtinstrumenter, som truer fremtidens individuelle frihed.« siger Merete Riisager. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Merete Riisager: Cancel-culture handler om at kontrollere andres tankesæt

Tidligere undervisningsminister og medlem af LAs folketingsgruppe. Hun er aktuel med bogen »Selvbyggerbørn«, der udkom i september 2020.

Er »1984« stadig lige så relevant, som den var i 1949?

»»1984« er stadig relevant, fordi den handler om grænseløs magtudøvelse og totalitarisme. Der er almengyldigt emner, vi som et frit samfund kontinuerligt bør forholde os til. Men derudover handler den også om særligt to mekanismer, der er blevet endnu mere relevante siden bogens oprindelige udgivelse. Orwells fremstilling af brugen af propaganda og magtens omskrivningen af historien. Det andet er teknologi. Alle disse »magtinstrumenter« er jo blevet forfinet over årene.«

»Desuden foregreb Orwell kommunismens fremtidige magtudfoldelse i Kina og Sovjetunionen under Den Kolde Krig, og den historiske udvikling har været en effektiv katalysator for overvågningsteknologiernes accelererede udvikling, hvilket gør »1984« mere relevant i dag, end Orwell nok nogensinde selv kunne have vidst.«

Hvordan forholder du dig til vestlige begreber som cancel-culture og den omsiggribende identitetspolitik? Er det også en del af det trusselbillede, du ser til fare for fremtidens åbne samfund?

»Absolut. Cancel-culture handler jo om at kontrollere fortællingen om fortiden og andres tankesæt. Man siger jo, at den, der kontrollerer fortiden, styrer fremtiden, og derfor fungerer de moderne identitetspolitiske værktøjer som magtinstrumenter, som truer fremtidens individuelle frihed. Cancel-culture handler om at omskrive fortiden i sit eget billede, og det er en fascistisk tendens.«

»I et oplyst demokrati kan man skændes om, hvad der er det rigtige, men man må ikke omskrive fortiden, for så gør man vold på den kollektive erindring og viden, og dermed de begreber fra oplysningstiden, som vores civilisation hviler på. Så når man vil fjerne fortiden eller omskrive den i sit eget billede, så forvrænger man virkeligheden og den præmis, der er nødvendig for at søge sandheden. Særligt den teknologiske udvikling og de mange medfølgende SoMe-platforme er et »nyt dyr«, som vi skal få set at lære at tæmme.«

Med din egen tidligere rolle som minister og placering i magtens centrum, tror du så, at Orwell bliver mere eller mindre relevant de kommende årtier?

»»1984« skal læses med jævne mellemrum – og særligt hans beskrivelse af »nysprog/newspeak«, hvor man betvinger virkeligheden ved at forbyde særlige ord, eller man påtvinges at bruge specifikke ord eller formuleringer, det er jo en måde at udøve magt på, som er særligt aktuel, blandt andet i identitetspolitikken. Jeg er selv uddannet på humaniora, men jeg bekymres, når jeg ser en fremtidig akademisk klasse, som mener, at virkeligheden er noget, man udelukkende selv konstruerer. Når man kollektivt fortrænger, at der er en reel stoflig virkelighed, som man kan røre ved og slå sig på, så reduceres man til en forkvaklet og åndelig fattig kultur, som sygner hen i en metaverden, lige indtil man ubærligt render ind i den fysiske verden, hvor sygdom og død er et grundvilkår, som ikke kan »konstrueres«, eller »tænkes væk«.«

»Man ser det jo også i virkelighedens diktaturer, hvor man på overfladen tvinger folk til ensretningen, mens der under overfladen alligevel er en helt anden skjult og sejlivet virkelighed, der repræsenterer håbet,« siger Kaare Dybvad Bek. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Kaare Dybvad Bek: Det ikke universiteterne, der sikrer dannelsen i det her land

Boligminister (S) og uddannet cand.scient.

Er »1984« stadig lige så relevant, som den var i 1949?

»Den er superrelevant. For eksempel spørgsmålet om, at man i fremtidssamfundet i »1984« kun må have sex i forbindelse med reproduktion. Altså hele forsøget på at udligne og formalisere kærlighed og følelser mellem mennesker, som ikke kan undertrykkes på trods af et avanceret terrorsystem.«

Hvad er det primære budskab i bogen, efter din mening?

»Noget af det stærkeste i bogen er det her rim med »oranges and lemons«, som ikke kan slettes fra hovedpersonens hukommelse. Det er et stærkt budskab om, at der er nogle grundlæggende menneskelige egenskaber, træk, som for eksempel familie og bundethed til ens kultur, som ikke kan udraderes, uanset hvor voldsomt man prøver at udsondre det af den menneskelige bevidsthed. Man ser det jo også i virkelighedens diktaturer, hvor man på overfladen tvinger folk til ensretningen, mens der under overfladen alligevel er en hel anden skjult og sejlivet virkelighed, der repræsenterer håbet.«

Kan man hævde, at »1984« er blevet til virkelighed?

»Ja, når man ser på den gamle østblok, særligt det gamle DDR, så var det mange fællesnævnere mellem det virkelige og det fiktive regime, Orwell beskriver. Orwell brugte jo også en stor del af 1930erne på ud fra et socialdemokratisk perspektiv at hudflette kommunister og radikale venstreorienterede, så han havde nok en fornemmelse af, hvor det bar hen.«

Nu nævner du DDR, men hvad hvis man spoler frem til 2021, hvordan vil du så placere Kina i forhold til Orwells dystopiske samfund?

»Det er klart, at i forhold til den verserende diskussion om overvågning, kommer man til at tænke på Kina. Orwell havde vel heller ikke fantasi til at forestille sig nogle af de systemer, man har i dag med ansigtsgenkendelse og så videre. Og vores eget samfund har jo også – dog frivilligt – valgt at invitere overvågningen ind via vores iPhones og Gmail-konti. Det er den subtile overvågning, der holder øje med, hvad jeg køber, så jeg bombarderes med personligt rettede reklamer. Det er jo også en slags overvågning. Det er super creepy! Men man kan i Vesten stadig i et stort omfang vælge meget af den her overvågning fra, hvis man vil.«

»Noget er det, der dog kan bekymre mig mest i forhold til »1984s« dystre visioner, er nogle af de tiltagende mange identitetspolitiske bevægelser, hvor folk ofte slår hjernen fra og lader sig forføre. Det er skræmmende.«

Nu nævner du identitetspolitikken, og Orwell beskriver i bogen det, han kalder »newspeak«, hvor sproget er blevet formaliseret og tømt for passion, følelser og så videre. De samme strømninger ser man også hos dele af de identitetspolitiske bevægelser på for eksempel universiteterne. Hvad tænker du om det?

»Jeg tror ikke på, at dannelsen er på universiteterne. Alvorligt talt, så er det ikke universiteterne, der sikrer dannelsen i det her land. Det er først og fremmest vores grundskoler og foreninger, fodboldklubber, teaterforeninger og så videre. Det er det, der sikrer dannelsen.«

»De identitetspolitiske bevægelser på universiteterne er fuldstændig afsondret fra virkeligheden. Du kan udmærket have en befolkning med et stærkt politisk kompas, uden at det ligger i forlængelse af store universiteter. Det er ikke afgørende. Dannelsen etableres andre steder. Som Grundtvig spørger: »Er lyset for de lærde blot«, hvormed han netop siger, at det ikke kun er dem, der sidder på universiteterne, men også bønderne, dem, der står tidligt op, der ved, hvad der er på færde. Som der står på højskolernes hus på Frederiksberg: »Ret ryggen og tal sandhed«. Universitetsverdenen i dag, særligt i USA, er efter min mening ude på en alvorligt skråplan, og det ser vi også i Danmark. Heldigvis er vi et overvældende flertal, der siger nej til det og dermed til identitetspolitikkens potentielle fare for det frie samfund.«