Veronika Katinka: »Min selvoptagethed er et frigørende projekt«

Den 24-årige lyriker Veronika Katinka Martzen er glad for hverken at have gået på Forfatterskolen eller udkomme på Gyldendal. I en ambitiøs digtroman med langdigte, kammerspil og en countryvise gør hun op med maskulin autofiktion og klichéen om den navlepillende kvindelige digter.

Den unge digter Veronika Katinka Martzen udgiver den 7. februar digtromanen »Jeg bruger min krop som et møbel«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Alleryderst på en januarforblæst Refshaleø møder Berlingske digteren Veronika Katinka Martzen, hvis regnbuefarvede dynejakke og orange tophue lyser op i det postindustrielle landskab, der bedst kan beskrives som råt i gråt.

Mens fotografen knipser løs, forklarer Veronika Katinka, hvorfor hun har valgt at mødes med avisen på kanten af København.

»Altså, jeg synes, at der er en stor poesi i det stille i det larmende. Det har noget med bygningerne, men også havet at gøre. Og så kender jeg en af bartenderne,« siger hun med henvisning til Mikkeller-værtshuset, hvor interviewet skal foregå. Den rustikke ølbar i de gamle maskinhaller beskriver sig som »the pinnacle of art and science« og er en oplagt ramme for en snak med en dansk lyriker, som kan noget helt specielt.

»Min dansklærer fortalte mig i sin tid, at en stil om linsekager, som jeg skrev, var det bedste, hun nogensinde havde læst i alle sine mange år som lærer. Stilen skrev jeg som en kritik af den heteronormative livsanskuelse, fordi linsen ligner en fisse,« forklarer hun og fortsætter: »Jeg har fra en ret ung alder vidst, at jeg er ret god til at skrive. Når andre børn tegnede, så skrev jeg. Folk har altid sagt til mig, at jeg nok skulle blive til noget stort en dag - især mine forældre.«

Veronika Katinka fortæller, at der måske var en lille smule ironi i den danske stil, men at hun faktisk ikke er særlig begejstret for ironi som virkemiddel i sine digte.

»Jeg kan godt være lidt ironisk på min Instagram-konto, men det er sådan en slags internet-æstetisk ironi, hvor jeg eksempelvis uploader et billede, hvor jeg spiser en banan under en plakat med en UFO på. Men jeg synes ikke, det er fedt at være ironisk i mine digte, fordi det fjerner ægtheden.

Foto: Asger Ladefoged.

»Jeg bruger min krop som et møbel«, der udkommer  7. februar, er en samling digte og andet indhold fra flere af Veronika Katinkas tidligere værker, hvoraf det første var »Kragernes aske ridende død«. Veronika Katinka fortæller, at den blev udgivet på forlaget Zink, et meget lille forlag.

»Det er rigtig fedt at udkomme på et lille forlag, for de har meget bedre tid til deres forfattere. I modsætning til eksempelvis Gyldendal, hvor man bare er en i bunken. Det tror jeg overhovedet ikke, jeg ville trives med,« siger hun.

»Senere skrev jeg digtsamlingen »Klam i Korea« om blandt andet plastickirurgi og psykisk sygdom, som jeg har udgivet på min blog, fordi jeg ikke tror så meget på penge,« siger hun og tilføjer, at man dog kan købe »Klam i Korea« for 130 kroner.

»Så printer jeg den ud og sender den med posten.«

Veronika Katinka fortæller, at selv om man ikke skulle tro det ud fra titlen, handler »Jeg bruger min krop som et møbel« i høj grad om kønspolitik.

»Engang var der en mand, som sagde til mig, at jeg brugte min krop som et møbel. Det har jeg tænkt meget over. For selvom jeg syntes, at det var ubehageligt at blive udsat for the male gaze, så kan jeg godt se, han har en pointe. Jeg sidder faktisk meget med mine ben trukket op under mig. Titlen handler også meget om, at ens krop bliver set som et produkt, som andre kan købe. Som om kvindekroppen var et møbel eller et noget andet fra Ikea, som man kan bruge og smide væk. Det vil jeg gerne sætte fokus på.«

Et andet aspekt af Veronika Katinkas kønskritik handler om den såkaldte autofiktion, hvor forfattere inddrager deres egen person i værket, særlig den mandlige variant.

»For mig er bogen et opgør med mandlig autofiktion og Karl Ove Knausgård i særdeleshed. For jeg har meget tænkt: Hvad nu, hvis det var omvendt? Hvad nu, hvis det var mig, som havde skrevet »Min kamp«? Jeg synes, at det  er 6000 sider, som kun handler om Karl Oves kamp for at fylde en kvinde med sæd. Jeg tvivler på, at folk så havde sagt »Wow, hun skriver nok om evigheden«, hvis jeg havde skrevet 6000 sider om forunderligheden ved Princip-drueagurker fra Føtex,« siger Veronika Katinka og fortsætter animeret.

»Men bogen er også et opgør med opfattelsen af, at når kvinder skriver autofiktion, så bliver det partout set som navlepillende og selvcentreret. Derfor har jeg prøvet at være så selvoptaget, som man overhovedet kan være. Jeg vil gerne sige: Ja, jeg er fucking selvoptaget. Jeg kan godt finde på at sige »fuck af«, når jeg sidder derhjemme på gulvet og spiser nuggets, mens jeg menstruerer og græder.«

Foto: Asger Ladefoged.

»Jeg bruger min krop som et møbel« er klassificeret som en digtroman. Men ifølge Veronika Katinka er den meget mere end det. I sit forsøg på at gøre op med det stereotype billede af kvinden har hun gjort brug af et utal af genrer.

»Hvorfor stoppe ved én form, når man kan prøve alle former af? Derfor rummer bogen både digte, langdigte, romanuddrag, et manuskript, et kammerspil, et hiphopalbum og en countryvise. Det er også for at vise, at formen er med til at underbygge skriften, og hvis folk tror, at kvinder kun kan skrive sørgelige digte, så tager de fejl, for vi kan også skrive eksempelvis countryviser og manuskripter.«

Adspurgt om, hvorvidt Veronika Katinka føler, at hun er en del af det danske digtermiljø, er hun en anelse ambivalent.

»Der er ikke noget digtermiljø i Danmark. Der er en gruppe mennesker, som af og til møder hinanden mere eller mindre tilfældigt, fordi de er til de samme oplæsningsarrangementer, hvor de så taler lidt sammen. Men det er ikke, fordi de holder nogen udenfor,« siger hun og fortsætter:

»Men jeg kan da godt mærke, at jeg ikke er helt inde i varmen, fordi jeg ikke har gået på Forfatterskolen. Og at rigtig mange har virkelig ondt i røven over, at jeg udgiver en bog uden at have gået der.«

Veronika Katinka understreger dog, at hun ikke selv mener, at det er et problem, at hun ikke har gået på Forfatterskolen, men har sin primære »officielle« uddannelse som lyriker fra et ophold på Vallekilde Højskole.

»Egentlig tror jeg, at det er en rigtig god ting, at jeg ikke har gået på Forfatterskolen. Både fordi de har mange problemer med sexisme, og fordi jeg gerne vil stille spørgsmålstegn ved, hvad man egentlig kan lære inde på den skole? Som autodidakt er man helt fri for, at andre kommer og siger, hvad man skal gøre,« siger Veronika Katinka, men tilføjer, at hun ikke helt har kunnet undgå indblanding udefra.

Foto: Asger Ladefoged.

»Det har været enormt svært i forhold til bogen, at jeg har måttet acceptere, at min forlægger, som er en mand, eksempelvis har sagt, at jeg skriver »kneppe« for meget i bogen. Eller er kommet og har sagt »det her skal ud« eller »det her skal ind«. Altså, hvor ved han det fra?« spørger hun retorisk.

Et andet tema i »Jeg bruger min krop som et møbel« er Veronika Katinkas kamp mod height shamning - nedgørelse på grund af hendes højde.

»Tit oplever jeg, at mænd kommer med nedladende kommentarer, når jeg går i det offentlige rum. De kan eksempelvis kalde mig »deres højhed« eller bede mig tage ting ned fra den øverste hylde, som om jeg var en slags monster.«

Men som det fremgår af bogen, har Veronika Katinka fået stor anerkendelse for at gøre op med den slags chikane og stå frem. Hun håber derfor, at bogen kan tjene som inspiration for andre med tilsvarende problemer, siger hun og tilføjer mere overordnet:

»Alle folk skylder sig selv at læse min bog. Jeg tror, at den kan udvide ens horisont, og det er nok meget sundt engang imellem.«