Ung stjerneforfatter piller i sin navle. Måske skulle han se at blive voksen

Tysk litteraturs nye, omstridte Wunderkind, Simon Strauss, kan godt gå hen og blive en rigtig god forfatter.

Simon Strauss »Syv nætter« fremstår som et ungdommeligt, humanistisk-idealistisk kampskrift, med en handling, der desværre ikke er nær så spændende og grænseoverskridende, som der lægges op til. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Walz

Man får næsten ondt af den unge mand og jegfortæller i den unge og allerede meget hypede og omdiskuterede tyske forfatter Simon Strauss´ lille roman »Syv nætter«.

Bogen, der ifølge det danske forlag er »et nøgleværk for generationen født efter Berlinmurens fald«, er skrevet i angst, det forstår man allerede på den første linje. I angst for at blive gammel. I angst for ikke at have mærket, at man er blevet voksen. Den unge mand har bestået alle eksaminer, gjort alt det rigtige, »men hvad der virkelig betyder noget for mig, kan jeg ikke sige,« skriver han. Han er bange for sikkerheden, konventionerne og knæfaldet for konventionerne, og nu nærmer han sig - oh rædsel - de 30 år - og nu konkluderer han, at den eneste kamp, der stadig kan betale sig, er kampen om følelser. Og så gør han noget tilsyneladende radikalt, idet han indgår en pagt med en bekendt om, at han syv gange klokken 19.00 skal gøre sig skyldig i en af de syv dødssynder: Hovmod, fråseri, griskhed, utugt, misundelse, vrede og dovenskab.

Lyder det spændende? Det er det ikke. Men han gør det: Syv aftener i træk gør han det, på strejftog i den store kolde by, der får ham til at tænke, at når han en dag kommer til magten, vil han »opføre pladser, hvor mennesker kan mødes og snakke med hinanden«, og han vil grundlægge akademier, hvor »der forskes i følelser, ikke i teorier«. »Verden har brug for mig«, skriver han et sted, selvbevidst, som han også er det, midt i al sin vissengrønne Weltschmerz. »Jeg er sprunget. Jeg har indstuderet alt.« Javel, ja.

Nyromantisk længsel

Den evigt rugende hovedpersons nyromantiske længsel efter en anden patos, en anden vitalisme, en anden tid, har fået nogle tyske kritikere til at se fascistoide træk i romanen og understrege pointen ved at sammenholde med andet, som Simon Strauss har sagt og skrevet, herunder noget positivt om nogle af AfDs synspunkter.  For en ikke-tysker, der ikke har samme historisk begrundede følsomhed over for dette og hint, er højreekstremisme dog svær at få øje på i »Syv nætter«. Romanen fremstår snarere som et ungdommeligt, humanistisk-idealistisk kampskrift, med en handling, der, som antydet, ikke er nær så spændende og grænseoverskridende, som der lægges op til. »Syv nætter« fortaber sig navlepillende i refleksioner over jeget i verden og tilværelsens ulidelige lethed. Det bliver hurtigt for meget.

Her er, hvad tysk litteraturs nye Wunderkind kan få ud af at sende sin unge helt på restaurant, det er i kapitlet om fråseri:

»Når Simon Strauss´ungdommelige hovedperson associerer, ved man aldrig, hvor han lander. «


»Jeg spiser kød. »Kød af mit kød«. Da Gud befriede menneskene fra ensomheden, tog han et ribben fra manden og skabte en kvinde. En livsledsagerske af »hans kød«. For at finde tilbage til dette kød vil manden senere forlade sin far og mor.« Og så videre og så videre i den dur, hvor kød, der spises, ikke bare er kød, der spises, og hvor ikke ret meget i det hele taget er, hvad det bare er. Når Simon Strauss´ hovedperson associerer, ved man aldrig, hvor han lander, eller om han overhovedet lander. Her lander han umotiveret lige midt i verdenslitteraturen, det er i kapitlet om begær:

»Hvorfor altid straks tænke på tilbagetog, når lyset går ud? Ville Fitzgerald måske have tjekket busforbindelserne, mens de andre dansede vals? Kom her, se jer i spejlet og skyd brystet frem. I morgen kan I være betydningsløse igen,« lyder det, og henvisningen til »Den store Gatsby«s forfatter er typisk for Simon Strauss, der namedroppende når at nævne en hel hær af kulturkoryfæer, herunder Maksim Gorkij, Rainer Maria Rilke, Serge Gainsburg, Paul Claudel, Abba og Anton Bruckner («Jeg ville tale, som andre dirigerer Bruckners 9. symfoni«!) Grundfarven er senpubertært sort, selv folkebibliotekerne skal have én på hatten:

»… bøgerne er rykket ud til siden. De passer ikke ind i billedet i en moderne arkitekturs tomhed. Derfor bliver de flyttet og degraderet til pladsholdere. Fra at være et sted, hvor bøger blev behandlet som kostbare skatte, og kundskaben var beskyttet af et tykt lag støv, har biblioteket i dag forvandlet sig til et profant sted, hvor der sker en masse, men kun læses lidt.«

Nej, det er ikke let at være menneske, og det er slet ikke let at være et ungt, følsomt og begavet menneske, men Simon Strauss, hvis far er den berømte og lige så modernitetskritiske forfatter og dramatiker Botho Strauss, kan i det mindste glæde sig over, at han har arvet den gamles skrivetalent. Han er god til at sætte ord sammen, den unge Strauss, og når han bliver lidt mere voksen, kan han godt gå hen og blive en rigtig god forfatter. Sådan én, som man slet ikke behøver have ondt af.

Foto: Cover.

Syv nætter

Forfatter: Simon Strauss. Oversætter: Maj Westerfeld. Sider: 160. Pris: 229,95. Forlag: Turbine.